God's Crooked Lines: Paranoia eller virkelighed?
Har du set God’s Crooked Lines? De siger, at Torcuato Luca de Tena foregav at lide af en depressiv psykose for at blive indlagt på et psykiatrisk hospital. Det lykkedes ham og han tilbragte omkring 18 dage på hospitalet Nuestra Señora de la Fuentecilla i Mexico, hvor der var omkring 800 beboere.
Til sidst “fangede” de ham og opdagede, at han var rask, men ikke før den erfarne journalist havde fået fat i hans historie.
Hans oplevelse lærte ham om det komplekse mikrounivers af psykiatriske centre i 1970’erne og om det prisværdige arbejde, som læger, sygeplejersker og plejere udførte. Fagfolk, der frem for alt søger at “rette” Guds skæve linjer op. Han skrev en bog om sine erfaringer. Det er essensen af antipsykiatrien.
Nu er der en filmatisering, som kan findes på Netflix. Faktisk er den blevet en af de mest sete serier. Men hvis du leder efter en trofast gengivelse af romanen i mindste detalje, vil du blive skuffet. Vi kan dog forsikre dig om, at denne film, der er instrueret af Oriol Paulo, ikke vil skuffe dig.
“Særligt udsøgte personligheder er mere sårbare end grove; på samme måde som en kop er mere skrøbelig, jo højere kvalitet porcelænet har.
-God’s Crooked Lines-
God’s Crooked Lines: Fra bog til film
De, der har set manuskriptforfatteren og filminstruktøren Oriol Paulos arbejde, kender hans ubestridelige mesterskab i thrillergenren. Hans udsøgte plot twists undlader nemlig aldrig at forbløffe, og de holder helt sikkert seeren på dupperne. Nogle eksempler på hans arbejde er Setback, The Body, Julias øjne, The Invisible Guest og Mirage.
God’s Crooked Lines (2022) bevæger sig væk fra den psykiatriske baggrund, som blev behandlet indgående i bogen. Der mangler også en større psykologisk kontekstualisering sammen med nogle sekundære karakterer. Imidlertid er filmens tempo og dynamik anderledes, og i dette tilfælde fokuserer filmen udelukkende på sin centrale akse, den kvindelige hovedperson.
Gennem hendes sinds labyrint bliver vi nedsænket i en skrøbelig virkelighed, hvor det er svært at skelne mellem fornuft og vanvid og mellem sandhed og opfindsomhed.
“Alice lykønskede sig selv med at have fundet en præcis definition på sin stemning: En stille tristhed.”
-God’s Crooked Lines-
Alice Gould: En kvinde på jagt efter sandheden
Filmen begynder med et luftfoto af en skov. Herefter følger scenen af en vej, hvor en rød mustang bliver kørt af en elegant kvinde. Åbningen minder om Alfred Hitchcocks visuelle fortællinger. I bilen sidder hovedpersonen, Alice Gould, en privatdetektiv, der er blevet hyret til at undersøge et påstået selvmord, der er sket på et psykiatrisk hospital.
Hun går frivilligt ind på institutionen og foregiver paranoia. Under sine undersøgelser får hun hjælp af en af de indsatte, som hjælper hende med at afklare, om lederne af centret er ansvarlige for mordet. Det tager os ikke lang tid at få kontakt med Alice. Hun bringer humor, beslutsomhed og bemærkelsesværdig intelligens ind i rollen.
Snart begynder tvivlen på hendes identitet og hendes forstand dog at melde sig. Efter en række alvorlige hændelser beslutter hovedpersonen, at det er tid til at forlade centret. Men til hendes overraskelse nægter de ansvarlige for sanatoriet at udskrive hende.
Er hun virkelig en efterforsker, der er hyret til at opklare en forbrydelse? Eller er hun bare endnu en patient og et offer for sine egne vrangforestillinger?
Mellem galskab og fornuft: Sandhedens evige skrøbelighed
Filmen leger mesterligt med tidslinjer og drejninger i manuskriptet. På den ene side er vi i tvivl om, hvorvidt Alice er den, hun siger hun er, eller bare endnu en beboer på det psykiatriske hospital. Hendes konfrontation med doktor Samuel Alvar sætter både hendes forstand og troværdighed på spil.
På den anden side er vi vidne til mord, indsatte, der flygter, brande og muligheden for, at Alice er offer for et komplot for at holde hende indespærret. Dette kalejdoskop af begivenheder finder sted i en dyster atmosfære, med uendelige flashbacks og hurtige fremadskrivninger, afslørende dialoger og tvetydige karakterer, der får os til at skifte mening ved hvert eneste skridt.
Faktisk er sandheden i denne film skrøbelig og indbildsk på samme tid. Den simulerer nærmest et korthus, der kan falde sammen på et øjeblik for kort efter at rejse sig igen med flere tårne og nye kort. På en måde er det en afspejling af et ekstremt sygt sind, hvor alle slags muligheder eksisterer på samme tid, men ingen af dem er solide nok.
Filmatiseringen af “God’s Crooked Lines” er en behersket og kontrolleret psykologisk thriller, der er givende for enhver seer, der nyder manuskriptets drejninger og åbne slutninger.
Der er altid spørgsmålstegn ved sandheden i filmen “God’s Crooked Lines”, deraf dens charme og udfordring for seeren.
En uventet drejning i God’s Crooked Lines
Mens romanen God’s Crooked Lines unægteligt var uforglemmelig, er det meste, man kan sige om den film, som Netflix bringer os, at den er tilfredsstillende. Den når bestemt ikke op på højdepunktet og mesterskabet i Torcuato Luca de Tena’s guddommelige fortælling. Men dens underholdningsværdi som filmisk produkt kan ikke ignoreres.
Barbara Lennie i rollen som Alicia Gould er langt det mest bemærkelsesværdige ved filmen. Hendes fortolkningsevne er hypnotisk, og det er takket være den, at de godt to timer, filmen varer, bliver holdt ud. Utvivlsomt er den overdrevent lang. Men den har en bemærkelsesværdig ordsproglig slutning. Den er fuldstændig uventet og et brud, der endnu en gang distancerer produktionen fra romanen.
Vi bliver nemlig ved med ikke at vide, om hovedpersonen er en beboer eller offer for en fælde, hvilket tvinger os til at tænke os om. Desuden, netop som vi antager, at Alice er ved at blive løsladt fra anstalten, ankommer et kendt ansigt.
Det er Dr. Donadio, som hun troede var Dr. García del Olmo, manden, der hyrede hende til at undersøge sønnenss selvmord. En skikkelse, som ved at se hende stiller et gådefuldt spørgsmål… “Hej Alice, hvilke problemer har du rodet dig ud i denne gang?”
Film og psykiatriske hospitaler: Ægte klassiske plots
Dette er en film, der udstråler den fængslende essens af film noir. På samme måde præsenterer God’s Crooked Lines vidunderlige reminiscenser af andre titler såsom Shutter Island. I denne film bragte Martin Scorsese os Leonardo DiCaprio. Han spillede en karakter på et psykiatrisk center, en karakter, der grænsede til klarhed og galskab. Oriol Paulo har gjort det samme med Barbara Lennie.
Der er mange film, der foregår på psykiatriske institutioner, som viser det menneskelige sinds skrøbelighed. Faktisk er mange af dem exceptionelle. To sådanne eksempler er Remember og One Flew Over the Cuckoo’s Nest. Den slags film hylder de individer, der lider, mænd og kvinder, der, som Luca de Tena sagde, er livets skæve linjer med deres egen historie.
Disse mennesker er ikke skøre, de er ikke udstødte. De lider. De er fanger i deres mentale fælder. For at forstå dem må vi grave lag for lag og dykke ned i deres historier og gøre en indsats for at forbinde os med deres universer og få et glimt af deres smerte og kaotiske verdener. Oriol Paulos film er en god øvelse i at opnå dette.
