3 glemte lektioner fra barndommen
Glemmebogen er et mærkeligt fænomen. Det er ofte anarkisk, lunefuldt og næsten altid trofast til ting, som vi har lært i løbet af vores skoletid. Det er stedet for de glemte lektioner fra barndommen. Det er også trofast til de minder, som vi har indvendigt, som er ladet med følelser.
Det kan være et minde om en bestemt lejlighed, som eksempelvis første gang vi var i cirkus. Eller det kan være mindet af flere ting, for eksempel alle de godnathistorier, vi fik fortalt med kærlighed og tålmodighed. Fordi der ikke er noget, der får os til at drømme smukkere end en god historie.
Tiden går, og vores bedsteforældre ser med bekymring til, men ikke uden glæde, på vores forsøg på at vokse ud af deres rækkevidde. De ser os være små, men samtidig forestiller de os som værende giganter. Så søger de i hele huset og leder efter en blyant for at markere et bevis på væggen om, at vi i dag er lidt højere, end vi var i går.
Der er mange glemte lektioner fra barndommen
På vej mod himlen lærer vi, at tålmodighed ofte har flere belønninger end vores indskydelser. Vi lærer, at livet kan være meget smukt, men også at det holder overraskelser gemt rundt om hvert hjørne. Vi ser, hvordan himlen bliver overskyet, det regner, og så skinner solen igen.
Vi sætter også pris på, hvordan naturen er et spørgsmål om cyklusser. Vi indser, at mange af de processer, vi går igennem, fungerer på samme måde. Vi opdager, at konger ikke eksisterer, at de er forældre, og at forældre mislykkes og begår fejl. Men vi vil sjældent finde noget så perfekt som deres måde at elske os på.
Men vi lærer ikke kun. Vi begynder også at glemme vigtige ideer. Der er flere glemte lektioner fra barndommen. Så hvis du har lyst, lad os dykke lidt dybere ned i glemmebogen. Lad os se, hvad vi kan finde!
Vi glemmer at forhandle
Børn er fantastiske forhandlere. Det kan du vædde på, at de er. For dem er benægtelse det vigtigste forhandlingsprincip. De er stædige, ihærdige og tror på deres eget potentiale. De ved, at de har mange våben i deres repertoire. Den første er at spørge om det, de ønsker sig på det rigtige tidspunkt. Når deres forældre er glade og mere fleksible, eller når deres forældre er trætte og deres modstandskraft er svagere. Også når deres forældre deltager i et vigtigt spørgsmål, og deres prioritet er at afvikle forhandlingerne så hurtigt som muligt.
Våben nummer to er at insistere
Du sagde nej? Nå, så vil jeg vise dig de største hundehvalpeøjne, du nogensinde har set. Du siger stadig nej? Du kiggede vidst ikke godt nok på mit ansigt. Se på mig! Har du stadig samme attitude, hva´? Nå, så er det tid til at komme med et forslag. Hvis du giver mig det, jeg vil have nu, lover jeg dig, at være sød resten af dagen. Ingen resultater endnu? Nå, så vil du se, at jeg bliver stående her midt på gaden, indtil vi behandler dette problem med den alvor, det fortjener.
Okay, nu begynder du at blive nervøs
Du kan ikke lide denne situation. Jeg vil gerne lade dig vide, at jeg heller ikke bryder mig om ikke at få min vilje. Hvis du forsøger at trække i mig for at få mig til at gå, vil jeg modstå og begynde at bruge strategier, som du ikke kan bruge, som at kaste mig ned på jorden. Du er allerede nervøs, fordi alle kigger på os. Okay, okay, hvis du truer mig med ikke at tage hen i parken i eftermiddag, så giver jeg op. Men først, lyt til mig, du giver mig ikke, hvad jeg ville have, men du lover, at vi går hen i parken i eftermiddag? Sammen med mine hundehvalpeøjne selvfølgelig.
Som voksne har vi tendens til at miste den naturlige tilbøjelighed til at insistere. Det en af de vigtigere af de glemte lektioner fra barndommen. Især når det negative svar gives til os af andre mennesker og ikke af virkeligheden. Nogle gange frygter vi og andre gange er komfort den forhindring, der får os til at slå os ned med det svar, vi allerede har. De får os til at sende vores ønsker i glemmebogen.
Vi glemmer at spørge, når der er noget, vi ikke ved
Når vi vokser op, opbygger vi et billede af os selv. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan andre ser os, men vi kan fornemme det. På den anden side er der visse egenskaber, som vi ikke gerne vil inkludere i det billede, som vi udsender. Vi er ikke løgnere eller manipulatorer. Vi er ikke arrogante. Selvfølgelig er vi heller ikke uvidende. Eller i det mindste er vi ikke mere uvidende end andre mennesker.
Selv om vores holdning ser ud til at være den multiplicerende faktor for viden og social støtte i vores liv, var der en tid for ikke så længe siden, hvor viden var det vigtigste. For eksempel var viden den eneste ting, der skulle tages i betragtning for en virksomhed, når det kom til ansættelse. Så det var ikke en god idé at virke uvidende.
Hvad gør børn? De spørger mere og mere og stiller flere spørgsmål. Det er en af de glemte lektioner fra barndommen. Uanset om emnet er følsomt, interessant eller trivielt. Børn vil vide hvad, hvorfor, af hvilken grund, hvor kommer det fra, eller hvilke konsekvenser har det. Ligesom vi gør med hele vores hjerte, så antager de, at de ikke ved meget. Men i modsætning til os forstår de ikke, hvordan spørgsmål kan påvirke billedets klarhed. For dem vejer fascinationen af viden mere end deres eget billede udadtil. Denne fascination er en af de glemte lektioner fra barndommen.
En af de glemte lektioner fra barndommen: Vi glemmer at sige, hvad vi tænker
Klokken er ni. Vi er ved at være fremme og vores ben skælver en smule. Hvad vil de tænke om os? Hvordan vil de være? Vi burde have taget noget andet tøj på. Lad os tage et dybt åndedrag. Én, to, tre…
Døren åbner og moren åbner den. Hun smiler til os, og vi smiler tilbage til hende. Hun inviterer os indenfor og forsøger ikke at falde over dørmåtten. Der bliver stillet nogle høflige spørgsmål og efter vi snubler et par gange, sidder vi foran en tallerken med mad, som vi ikke bryder os om. Vi bryder os ikke om det, ikke engang en lille smule. Men du kunne aldrig finde på at takke nej, når det er “husets specialitet”. En ret, som kokken tilbereder fremragende. Vi lukker vores øjne og spiser det.
Den samme situation sker på vores næste besøg. Og denne gang får vi en dobbelt portion. Og ligesom denne slags situation, så er der mange andre situationer i vores liv, hvor vi virkelig gør vores bedste for ikke at være uhøflige. Kun fordi vi er bange for at fornærme andre.
Et barn ville næppe tolerere en situation, de ikke kan lide. Det er en af de glemte lektioner fra barndommen. Børn sender ikke deres meninger og tanker i glemmebogen og de glemmer ikke deres meninger. Den naturlige udvikling i voksenlivet ville være at udtrykke den samme adfærd, men med større selvkontrol, muligvis takket være udviklingen af den frontale cortex og assimileringen af visse sociale normer. Dette betyder at passe på ikke at fornærme nogen.
Vi glemmer at opsøge nye oplevelser
Hvis barndommen er karakteriseret af én ting, så er det for at være tiden, hvor man laver nye opdagelser. Første gang vi smider en ting på gulvet og observerer, hvad der sker efterfølgende. Første gang vi gik selv, eller første gang vi gik over til en vens hus uden vores forældres strikse overvågen.
Denne første tid bringer ikke blot spændingen ved at opleve det, men nærer også fantasien ved at fantasere om det, før det sker. Vi vil sjældent se et barn modstå muligheden for at prøve noget nyt, bare fordi de er trætte. Et barns nysgerrighed er en af de glemte lektioner fra barndommen. Den er meget kraftigere end trygheden ved at opholde sig med dem, de allerede kender. Desuden er det rigtigt, at børn er bange for forandring, men det er også rigtigt, at de oplever det med lidenskab. Kun i sjældne tilfælde sætter de sig i reel fare.
Glemmebogen, hvor du glemmer dine værdier
På denne måde har vi også sendt i glemmebogen, at det i dag er bedre end i morgen, når det kommer til gode ting. Dette er en ide, vi normalt henter frem fra glemmebogen, når bevidstheden om livets finurlighed rammer os i ansigtet. Vi ser dette hos mennesker, der har været tæt på at dø. De bliver meget barnlige i denne forstand. De genopretter denne hast ikke kun for forpligtelser, men også for drømme.
Derudover kan vi sige, at børn er gode, når det kommer til at tale åbent om, hvad de beundrer i andre. De er ikke bekymrede for at erkende, at de ikke er i stand til at gøre noget. De er heller ikke bange for at erklære, at nogen gør noget bedre, end dem selv. Selvfølgelig at antage deres vækst og sige, at de også vil forbedre deres præstationer i fremtiden. Endelig kan vi sige, at de fleste børn har en uudtømmelig tro på deres eget potentiale. De har ingen grund til at holde op med at tænke på, hvad de kan blive eller hvad de beundrer. Ingen grund til at afstå fra, hvad de vil have.
