Foruden Freud - skoler og forfattere bag psykoanalyse

Psykoanalyse er en skole indenfor psykologi, der har haft en temmelig frugtbar udvikling, så den anvendes stadig den dag i dag. Vi ser på dens historiske udvikling!

Psykoanalyse spænder fra et magisk-religiøst koncept, helt til Freuds sofa, har der altid været spor af aktiv lytning og bekymring for en person med en skadet mental tilstand. Der var Padre Jofré og hans klinik for psykisk syge, og der var den arabiske verden, der lyttede til de psykisk syge, ikke som om de var vanvittige, men som om de var budbringere fra Gud.

Folk forsøger altid at øve psykologi, for som Skinner sagde, er sandheden, at politik ikke vil frelse os. Kun ved at lære mere om os selv, har vi en chance for at gøre det. Vi har udviklet os som en art, næsten ved forsøg og fejl. Vi har ikke gjort en stor indsats for at adskille alle de ting, som folk troede var sande på det tidspunkt, men ikke var.

Det er derfor, vi skal analysere, hvad nogle mennesker anser for at være en af ​​de første formelle tilgange til psykologi. Folk angriber det ofte og ser ned på det, men denne tilgang og interesse for at analysere specifikke kliniske tilfælde sår frøene for, at denne fascinerende videnskab kan blomstre.

Begyndelsen på ​​psykoanalyse – Sigmund Freud

Forundringen Freud og hans arbejde er så bredt, som det er udbredt. I dag siger mange mennesker, at han ikke gjorde andet end at spekulere. De siger, at han var langt væk fra den videnskabelige metodes sande lys. Men andre mennesker så ham som en visionær, der regnede ud, hvordan man ser på mennesker og deres problemer fra et revolutionerende synspunkt.

Freud var den første person til at tage en seriøs tilgang til menneskelig subjektivitet, som var revolutionerende. Hvad der adskiller os fra hinanden, hvorfor vi opfører os på én måde og ikke en anden. Samtidig forsøgte han at finde ud af årsagen og brændstoffet for neurose.

Han gav forklaringer som Oedipus-komplekset, frygt for kastration, eller at roden af ​​alle psykologiske problemer skyldtes misplaceret seksuel libido. Disse er nu helt udelukket fra seriøse, videnskabelige studier af psykologisk teori. Det skyldes, at de fleste af disse forklaringer taler mere om sygdommene, der har oprindelse i barndommen, end om observationer af en voksen patient.

Men vi må være taknemmelige for Freud, for hans yderst detaljerede beskrivelser af kliniske tilfælde. Og også for hans identifikation af visse ubevidste fænomener, som forslag, tiltrækningens lov, modstand eller overførsel og modoverførsel. Alle disse er nu meget veludviklede i terapiens verden.

Efter Freud – Adler, Carl Jung, neo-freudianere og ego-psykologi

Adler

Adler var en af de første personer til at være uenige med Freud. Dette skyldes, at han troede mere på en ende teori om adfærd end en årsagssammenhæng. Sandheden er, at meget af vores adfærd er motiveret af deres endemål. Men der er også meget adfærd, hvor dette ikke er tilfældet. Tænk bare på en dreng, hvis forældre fortæller ham, at han skal rydde op på sit værelse. Endemålet er det rene rum, men årsagen er, at hans mor fortalte ham, at han skulle gøre det.

Desuden troede Adler på egoets styrke, men Freud troede, at vores ego var “naturligt” svagt. Han taler om en individuel livsstil baseret på tidlige familieforhold, familieværdier og familiekonstellationer. Adler taler ikke om individuel udvikling, som et svar på seksuel libido. I stedet taler han om et ønske om at kunne overvinde vores kropslige underlegenhed.

Jung

Jung var også uenig med Freud, specifikt om hans underbevidsthed. Jung troede, at ting gik ud over individet. Hans idé betød en meget bredere vision, når det drejede sig om at forstå processen af individualisering. Han taler om forskellige kollektive arketyper og psykologiske typer. Han er en fascinerende og værdifuld forfatter at læse.

“Ensomhed kommer ikke fra at have ingen mennesker omkring sig, men fra ikke at være i stand til at kommunikere de ting, der synes vigtige for en selv, eller fra at have visse synspunkter, som andre finder utilgængelige.”
–Carl Jung–

Neo-Freudianerne

Mange af Freuds tilhængere, der identificerer sig med en del af hans arv, minimerede betydningen af ​​seksualitet, i udviklingen af ​​en neurose. Nogle af dem kasserede endda betydningen af ​​den rolle, som det underbevidste spiller. I stedet har de lagt vægt på kulturelle og sociale riger og interpersonelle relationer. Eller de har mere opmærksomhed på de pågældende patienters erfaringer og umiddelbare forhold. Eksempler på nogle af disse neo-freudianere er Erich Fromm, Karen Horney og Harry S. Sullivan.

Ego-psykologi

Når det kommer til ego-psykologi, en anden gren af ​​psykoanalyse, er der mennesker som hans datter, Anna Freud. Andre vigtige figurer er Melanie Klein, Erik Erikson og John Bowlby. Denne gruppe lægger særlig vægt på egoet. De fokuserer især på interpersonelle relationer, som den ting, der fører til vores skabelse af et ego.

Vi ønsker at fremhæve et par forfattere. Først er der Melanie Klein, der udviklede en teori om leg. Og så er der Winnicott, hvis teori om overgangsobjekter er blevet bredt undersøgt og valideret.

Anna Freud skiller sig ud i denne strøm af psykoanalyse for sine berømte forsvarsmekanismer. Disse er: undertrykkelse, regression, reaktion dannelse, fortrydelse, introjektion, projektion, isolation, at vende sig mod sig selv og omdannelse til en modsat, eller sublimering.

“Kreative sind har altid været kendt for at overleve enhver form for dårlig træning.”
–Anna Freud–

Erik Erikson vandt også meget berømmelse og prestige, da han beskrev stadierne af egoet. Denne teori er bredt accepteret for dets kliniske anvendelighed. I Eriksons rammer har mennesker otte stadier og deres modsætninger. Disse faser er: tillid/mistillid, autonomi/skam, initiativ/skyldfølelse, produktivitet/underlegenhed, identitet/rolleforvirring, intimitet/isolation, kreativitet/stagnation, ego integritet/fortvivlelse.

For at konkludere dette punkt, slutter vi af med John Bowlby. Hans teori om tilknytning var enormt indflydelsesrig. Det er en bredt accepteret teori, som folk bruger som referencepunkt for at forstå, hvordan børn knytter sig til deres rollemodeller. Det forklarer også, hvordan disse vigtige relationer og den dynamik, de skaber, er grundlaget for resten af ​​vores relationer, når vi vokser op.

Andre forfattere og udviklinger af psykoanalyse

Det ville være umuligt at beskrive rigdommen af skoler for psykoanalyse, der er opstået over tid. Men det er absolut værd at navngive et par af de vigtigste og mest indflydelsesrige:

• Kort psykodynamisk terapi, som begrænser behandlingens længde. Det drejer sig om et specifikt problem, og terapeuten tager en mere aktiv og direkte rolle. De mest kendte udøvere er Sandor Ferenczi og Otto Rank.
• Alexander og hans korrigerende følelsesmæssige oplevelse. Dette har haft stor succes i moderne terapi.
• Ackerman og hans undersøgelse af familieforhold mellem neurotiske og psykotiske lidelser.
• Jacob Moreno og hans skabelse af psykodrama.
• Lacan med hans tilbagevenden til Freuds hypotese og inddragelse af ideer fra Saussure og Levis-Strauss.

Vi kan vælge at acceptere Freuds tanker eller ej. Det, vi ikke kan benægte, er, at hans tankegang startede en revolution på den måde, hvorpå vi forstod vores handlinger og motivationen bag dem. Det betød også en opvågning, der åbnede vejen for en ide, som vi alle har i tankerne i dag. Vi har minder om vores fjerne fortid, hvad enten det er bevidst eller ubevidst, det betinger vores nuværende opførsel.