De forskellige faser af skizofreni

I denne artikel kan du lære om de forskellige faser af skizofreni, og hvad der sker i hver af dem. Hvilke symptomer opstår? Hvordan er de forskellige fra hinanden? Følger de en bestemt rækkefølge?

Skrevet og kontrolleret af psykolog Laura Ruiz Mitjana.

Sidste ændring: 27 april, 2023

Ved du, hvad de forskellige faser af skizofreni er? Faktisk gennemgår personer med denne psykotiske spektrumforstyrrelse ofte fem. I denne artikel vil vi tale om karakteristika og symptomer for hver af dem. Desuden forklarer vi, hvorfor det er så vigtigt at handle i nogle specifikke faser.

Ifølge WHO (Verdenssundhedsorganisationen) er skizofreni en alvorlig psykisk lidelse, som rammer mere end 21 millioner mennesker på verdensplan. Den er mere almindelig hos mænd (12 millioner) end hos kvinder (9 millioner). Mænd har en tendens til at udvikle den i en yngre alder.

Faser af skizofreni

Disse faser er accepteret af eksperter, og de fleste personer med skizofreni gennemgår dem alle.

Den amerikanske forening af psykiatere (APA, 1999) anerkender fire faser af skizofreni. Disse er : 1) den prodromale fase 2) den akutte fase 3) stabiliseringsfasen 4) den stabile fase eller vedligeholdelsesfasen. I denne artikel vil vi dog tale om fem faser, fordi vi vil skelne den stabile fase fra vedligeholdelsesfasen.

Prodromalfasen

Dette er den første fase af skizofreni. I denne fase begynder patienten at opleve de første symptomer på sygdommen, før den akutte eller aktive fase.

Den prodromale fase er af afgørende betydning. Det skyldes, at hvis der arbejdes med den, reduceres risikoen for et psykotisk brud eller et eventuelt tilbagefald af sygdommen.

Med andre ord kan det forhindres, at denne fase fører til den næste (aktive fase). Ikke desto mindre er dette ikke let. For at opnå det skal man nemlig være opmærksom på de karakteristiske symptomer i prodromalfasen. De er som følger:

• Koncentrationsvanskeligheder.
• Nervøsitet eller ophidselse.
• Ændringer/forstyrrelser i skemaer og rutiner. F.eks. at gå i seng, stå op osv.
• Symptomer på tristhed og depression.
• Spiseforstyrrelser (ofte mangel på appetit).
• Søvnforstyrrelser som f.eks. søvnløshed.
• Social isolation. Den syge kan f.eks. holde op med at se venner.
• Anhedoni (manglende glæde ved ting).
• Følelser af værdiløshed.
• Bekymringer og grublerier.

Der er personer, der kun viser nogle af disse symptomer. Det er ikke nødvendigt, at de alle skal forekomme for at gå videre til den aktive fase af sygdommen. Selv om det naturligvis er klart, at jo flere symptomer der er, jo større er sandsynligheden for, at der opstår et psykotisk brud eller sygdom eller tilbagefald.

Det er vigtigt at bemærke, at jo flere tilbagefald patienten oplever, jo større forværring oplever han/hun. Derfor er det ekstremt vigtigt at arbejde i prodromalfasen af skizofreni og være opmærksom på de nævnte symptomer.

Aktiv/akut fase

Den anden fase af skizofreni er den aktive fase (også kaldet den akutte fase). I denne fase kan man sige, at patienten er gået ind i en krise eller har fået et psykotisk sammenbrud. Det er her, at de positive symptomer på skizofreni fremtræder intenst. De omfatter hallucinationer, vrangforestillinger, uorganiserede tanker og sprog m.m.

Denne fase er kendetegnet ved, at personens adfærd ændrer sig meget. Faktisk bliver de ubalanceret og uorganiseret. Desuden kan deres adfærd blive iøjnefaldende og mærkelig. De typiske symptomer i den akutte fase er følgende:

• Positive symptomer på skizofreni (allerede nævnt).
• Mistillid til andre, der når til paranoia.
• Påfaldende, mærkelig og uorganiseret adfærd.

Længden af denne fase kan variere meget fra person til person. Den samme person har dog normalt psykotiske episoder (aktiv fase), der hver især har samme varighed. I denne fase kræver de normalt indlæggelse på grund af symptomernes alvor.

Stabiliseringsfasen

Stabiliseringsfasen kaldes også for recoveryfasen. I denne fase aftager de psykotiske symptomer i intensitet. Denne periode begynder, når den foregående fase er overstået. Den indtræder normalt, når patienten begynder at reagere tilfredsstillende på behandlingen.

Målet i denne fase er todelt. For det første at undgå tilbagefald. For det andet at forbedre de symptomer, der stadig er til stede. Ifølge Martín & Navarro i deres artikel ” Schizophrenia” er den gennemsnitlige varighed af denne fase 6 måneder.

Vedligeholdelsesfasen

I denne fase optræder de negative symptomer på skizofreni i varierende grad. En af de mulige komplikationer i denne fase er forekomsten af depression efter udbruddet. Når depressionen opstår, vil selvmordsforebyggelse være af afgørende betydning.

De vigtigste negative symptomer på skizofreni i denne fase er som følger:

• Alogi. Alogi er kendt som “talefattigdom”. Personens sprog er som regel dårligt og ofte gentagende.
• Apati. Det indebærer en mangel på interesse og lyst til ting. Kort sagt betyder det, at man ikke har lyst til at gøre noget. Der er et fuldstændigt fravær af bekymringer og mål, selv små mål.
• Anhedoni. Anhedoni er mangel på glæde ved ting, som den syge plejede at nyde.

En metaanalyse af Savill et al. (2014) offentliggjort i tidsskriftet Psychological Medicine tyder på, at de negative symptomer på skizofreni viser en betydelig reduktion over tid, uanset hvilken type intervention der udføres.

I metaanalysen blev det observeret, at de symptomer, der blev reduceret, var alogi, abuli, apati, følelsesmæssig afstumpning og social isolation. De symptomer, der blev reduceret mest, var abuli og apati.

Faser af skizofreni: Stabil fase (asymptomatisk)

Den sidste fase af skizofreni er den stabile eller asymptomatiske fase. Dette er den “ønskede” fase, da patienten i den er stabil og uden symptomer (eller de er ekstremt milde). Når der opstår symptomer, er det normalt angst, depression, spændinger og/eller søvnløshed ifølge Therapeutic Guide for the Management of Schizophrenia.

Dette er en god fase for psykologen til at give patienten de nødvendige redskaber til at forebygge tilbagefald og opretholde en passende funktion og en god grad af velvære.

Hvis denne fase bryder sammen, vil patienten igen gå ind i den akutte fase. Derfor er arbejdet i denne fase af stor betydning. På det farmakologiske plan vil medicinering også være af stor betydning, som i alle faserne.