Don't Look Up: Hvad nu hvis verden gik under i morgen?

Denne film tager et satirisk kig på mange af de problemer, der findes i vores samfund i dag.

Don’t Look Up var for mange en respektløs, kaotisk og endda kedelig film. Faktisk foreslog kritikere på de sociale medier, at den skulle have heddet “Better Look the Other Way”. Ikke desto mindre, selv om mange seere begyndte at se den og troede, at de ikke engang ville nå slutningen, opdagede de en film, der på satirisk vis afspejlede den politiske, sociale, teknologiske og journalistiske virkelighed i vores nutid.

Denne Netflix-produktion blev instrueret af Adam McKay. Han fik idéen til filmen efter en samtale med journalisten David Sirota i 2018.

På dette tidspunkt var den seneste rapport fra FN’s klimapanel (IPCC) netop blevet offentliggjort. Den specificerede de ødelæggelser, som den forventede stigning i den globale opvarmning i de kommende år kunne forårsage. Både Mckay og Sirota beklagede den manglende mediedækning af det, der var (og er) et af de største problemer på vores planet: Klimaændringerne.

“Det er, som om en asteroide vil ødelægge planeten, og ingen bekymrer sig om det,” sagde Sirota. Straks havde Adam McKay en klar og tydelig vision for, hvordan hans næste film skulle se ud.

Don’t look up: Hvordan fortæller man om verdens ende?

Don’t Look Up har en hel række stjerner. For eksempel er der Jennifer Lawrence, Leonardo DiCaprio, Meryl Streep, Jonah Hill, Cate Blanchet og Timothée Chalamet. Det er ikke den sædvanlige katastrofefilm, hvor USA og en helt i ren Bruce Willis-stil redder verden.

Filmindustrien har altid gerne lavet produktioner, der fremstiller Jorden som truet. Det er en måde at vække patriotisme på og efterlade seerne med en sirlig følelse af håb. Ikke desto mindre er det ikke tilfældet her. For målet med denne film er intet andet end at øge vores bevidsthed og tjene som en refleksion af den virkelighed, som vi alle er en del af.

Kometen, en metafor for klimaforandringer i Don’t look up

Jennifer Lawrence og Leonardo DiCaprio spiller astronomerne Kate Dibiasky og Randall Mindy. Begge har netop opdaget, at en komet om få måneder vil kollidere med Jorden. Truslen er reel, og konsekvenserne vil være apokalyptiske.

Men da forskerne skynder sig at rapportere til den amerikanske regering, møder de en administration og en præsident (Meryl Streep), som ikke tillægger begivenheden nogen betydning. Faktisk vælger de at se bort fra det.

På baggrund af denne holdning fra den politiske elites side vælger Kate og Randall at gå til medierne. Deres reaktion er næsten den samme. Tv-verdenen og de sociale medier tillægger nemlig ikke verdens forestående undergang nogen betydning. Kendissernes kærlighedsforhold er mere betydningsfulde.

Don’t look up er en sløret allegori, hvor kometen symboliserer den klimakrise, som ingen taler om eller ønsker at se. Menneskeheden er ikke interesseret i at redde Jorden, som vi allerede opdagede på det seneste klimatopmøde i Glasgow. Vi er det samme samfund. Det, der blot har valgt at se den anden vej.

Den polariserede verden og vanskeligheden ved at udsende budskaber i en tid med falske nyheder

Filmen viser syrligt vægten af sociale medier og journalistisk misinformation, der er så tydelig i vores samfund i dag. Falske nyheder, memes, tvivl om videnskabsfolks stemmer og behovet for at have mange følgere skitserer en alt for velkendt virkelighed.

I dette vrangforestillede spil af selvparodi og tragedie er vi vidne til flere arketyper. Vi ser useriøse præsidenter og ledere, polariserede meninger, infotainment-politik, QAnon-lignende konspirationsteoribevægelser og musikstjerner, der mobiliserer unge mennesker.

Teknologiguruers magt og falske håb

Den karakter, der er nøglen til filmens opløsning, er Peter Isherwell, en milliardær i teknologibranchen. Han er en subtil blanding af Steve Jobs og Elon Musk. Vi blev efterhånden opmærksomme på, hvordan denne karakter får større relevans end den ineffektive og useriøse politiske elite.

I sidste ende sejrer de økonomiske interesser. Det skyldes, at de opdager, at kometen rummer tonsvis af mineraler i sig selv, som kan udnyttes, og som der vil være store fordele ved. Da de endelig vælger at se den globale trussel i øjnene, ændrer deres strategier sig. Og katastrofe-maskineriet begynder.

Dette er en produktion, der afslører selve essensen af menneskelig narcissisme, af vores apati og passivitet. Budskabet fra instruktøren er klart. Vi er ude af stand til at håndtere globale kriser. Desuden er det værste måske endnu ikke kommet, selv om vi naturligvis ikke håber det.