Donald Redelmeier og månefortryllelser
Nogle studier, af Donald Redelmeier, viser data, der støtter idéen omkring, at der opstår flere trafikulykker, når det er fuldmåne. Ligeledes, har psykiaterne, Wehr og Avery, også fundet evidens på en anden form for påvirkning af månen.
British Medical Journal udgav nogle studier, af Donald Redelmeier, omkring månens effekter. Ifølge disse, øger fuldmåne antallet af fatale trafikulykker. Det er det, videnskabsfolk har konkluderet efter at have opsamlet og analyseret en række data fra adskillige lande verden over.
Donald Redelmeiers studier udgjorde juleudgaven af det førnævnte magasin. Disse typer udgaver kommer ud en gang om året og de inkluderer sjov, slående og overraskende forskning, altid baseret på videnskabelige fakta.
Mennesker har kendt til månens fortryllelse i lang tid. Den fortsætter med at inspirere poeter, elskere og videnskabsfolk, ligesom den har gjort det før. Månen skinner om natten, som en oase i midten af et mysterium. Men har den virkelig sådan en indflydelse på folk, at det fører til fatale ulykker? Donald Redelmeiers studier virker til at bevise dette.
“Der er nætter, hvor ulvene er stille og kun månen hyler.”
-George Carlin-
Studierne af Donald Redelmeier
Donald Redelmeiers studier har et statistisk grundlag. Denne forsker, der er forsker hos University of Toronto, og hans kollega, Eldar Shafir, en anden forsker, men hos Princeton University, har lavet en særlig analyse. De registrerede trafikulykker mellem år 1975 og 2014 i USA, Canada, England og Australien.
De søgte efter mønstre, og de fandt dem, uden tvivl. Dog, fandt de ikke just dem, de havde forventet. Takket være deres efterforskning, opdagede de, at antallet af dødelige trafikulykker virkede til at øges i løbet af nætter med fuldmåne og, som en konsekvens, antallet af skadede og afdøde folk.
Ifølge deres data, var der 988 nætter, hvor der ikke var fuldmåne i løbet af den periode, de studerede. 8535 trafikulykker fandt sted i løbet af denne tid, og det førte til et gennemsnit på 8,64 fuldmånerelaterede dødsfald hver nat.
I samme periode, ud af de 494 nætter med fuldmåne, fandt 4494 trafikulykker sted, hvilket gav en gennemsnit på 9,1 dødsfald per nat. Gennemsnittet under den såkaldte “supermåne” blev øget til 10,6 dødsfald per nat.
De tillagde dem til månens fortryllelse. Faktisk, fandt de ud af, at mange chauffører bliver tryllebundet af månens skønhed og bliver distraheret. Derfor, er det dette, der fører til flere ulykker.
Månens fortryllelse ifølge Donald Redelmeier
Donald Redelmeiers studier er en anekdotisk måde at besvare et spørgsmål på, som mennesker har stillet sig selv i tusindvis af år. Hvilken indflydelse har månen på menneskers adfærd? Legenden om “varulven” er en fantastisk måde at besvare det på: De fleste dyreinstinkter kommer frem i mennesker, når der er fuldmåne.
Uden for fantasien, er der mange, der fortsætter med at hævde månens indflydelse på dyreadfærd. Uden at gå for langt, var Aristoteles overbevist om, at angreb af vrede og epilepsi opstod i direkte relation med månens faser. Ydermere, var Pliny the Elder, en romersk naturalist, helt enig i denne hypotese.
Faktisk, er ordet “sindssyg” en del af den almene ordliste, og det refererer til en pludselig ændring i adfærd, særligt i løbet af nætter med fuldmåne. Der er adskillige videnskabelige studier i henhold til dette. Næsten ingen af dem er dog konsistente, blot ét.
En interessant undersøgelse
Psykiater, David Every, fra England, havde en ret særlig patient. Han havde en bipolar lidelse, og han var også ret systematisk og elskede at lave videnskabelig research. Det er derfor, han førte en grundig optegnelse over sine ekstreme humørsvingninger.
Når Avery studerede sin patients noter, bemærkede han, at udsvingende i søvnen faldt sammen med svingningerne i månetiderne.
Konklusionen virkede til at være ret absurd for psykiateren, og han afkastede emnet. Der var dog en anden velkendt psykiater, Thomas Wehr, der udgav en artikel, hvor han fremhævede, at 17 patienter med bipolar lidelse havde meget slående regelmæssigheder i deres humørsvingninger.
Ikke blot dette, men deres ændringer faldt sammen med månens cyklus. Dette studie var baseret på observationer, som han gjorde over adskillige år.
Dernæst, mødte de to psykiatere og slog sig sammen. Efter noget tid, præsenterede de begge deres konklusioner i adskillige forummer, og de har faktisk ret, fra et empirisk synspunkt. Der er, med sikkerhed, et sammenfald, men andre videnskabsfolk påstår, er der er nogle andre faktorer, der påvirker dette fænomen. De har bare ikke fundet det.
Det meste af det videnskabelige samfund nægter at overveje forholdet mellem månen og adfærd seriøst, fordi der ikke er noget fysisk grundlag til at bekræfte det. Ydermere, kunne Wehr og Averys data ikke blive reproduceret. Der vil, med sikkerhed, komme nye studier til, der vil kaste noget lys over de steder, hvor der stadig er skygger.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
Avella-García, C. B. (2010). Evidencia sistemática vs. creencias o conocimiento popular: el caso de la Luna y la patología psiquiátrica. Revista Colombiana de Psiquiatría, 39(2), 415-423.
