Descartes og drømme

Denne artikel undersøger drømmenes rolle i Descartes' filosofi, og hvordan han brugte dem til at finde solid og sand viden.

Den franske filosof René Descartes er kendt for sine bidrag til filosofien, matematikken og videnskaben. I sine filosofiske overvejelser tænkte han over drømme. I denne artikel vil vi undersøge hans tanker om emnet. Vi vil også inddrage hans berømte kartesianske tvivl og hvordan den var relateret til fænomenet drømme, samt hans eksistentialistiske karakter.

Den daglige oplevelse af drømme har længe været genstand for filosofisk diskussion. Det skyldes, at den åbner op for det ekstremt vigtige spørgsmål om, hvad der forhindrer os i at tro, at det, vi kalder virkeligheden, ikke er en drøm. Du finder måske netop denne idé utænkelig, men den har længe været et interessant begreb for filosofien. Lad os se, hvad den har at sige om emnet.

Descartes’ teori om drømme

Descartes’ drømmehypotese dukkede først op i midten af det 17. århundrede i hans værk Metafysiske meditationer. Denne bog blev første gang udgivet i 1641. Den udforskede emner som eksistens, sandhed, viden og virkelighed. Descartes ønskede at finde fakta, der gjorde det muligt for ham at opbygge præcis og ufejlbarlig videnskabelig viden. Dette skyldtes, at videnskaben på hans tid var fuld af fejl.

Descartes hævdede, at når vi drømmer, repræsenterer vi både virkelige og irrationelle ting for os selv. Det betyder, at vi ikke er i stand til at skelne mellem søvn og vågenhed. Hvis videnskaben derfor tager sin mening fra verden omkring os, og der sættes spørgsmålstegn ved dette, hvad står vi så tilbage med?

Descartes undrede sig over drømmenes indhold, fordi de, uanset hvor usandsynlige de er, har deres oprindelse i virkeligheden. Derfor må de have en lighed med virkelige ting.

Dette hjalp dog ikke filosoffen til at fastslå en forskel mellem søvn og vågenhed. Det er her, hans berømte hyperboliske eller kartesianske tvivl kommer ind i billedet. Fra det øjeblik begyndte han nemlig at tvivle på alt i verden, f.eks. matematiske sandheder.

Han forsøgte dog at finde i det mindste én klar og indlysende sandhed. Han fandt den i tanken. Hans berømte ordsprog “Jeg tænker, derfor er jeg” er baseret på den idé, at hans evne til at tænke betød, at han eksisterede, og at der ikke var nogen chance for, at der kunne rejses tvivl om dette.

Drømme og eksistens

Selv om drømmehypotesen bruges som en ressource til at etablere hyperbolisk tvivl og dermed finde sikker viden, kan den have en anden fortolkning. Denne anden betydning betragter drømmen som et middel til at rejse eksistentielle eller vitale spørgsmål.

Problemet med eksistensen rejser umuligheden af at vide, om vi lever i en drøm eller ej. Hvis det er tilfældet, ville vores virkelighed og verden omkring os være en evig drøm. Hvis vi vågnede op fra den, ville vi ophøre med at eksistere og ville miste alt det, vi tror, vi ved. Det er en foruroligende tanke.

Med Descartes’ drømmehypotese begynder ikke kun den videnskabelige viden at vakle, men også selve eksistensen at vakle. På dette grundlag ville intet være tilbage, hvis vi vågnede op.

Descartes og drømmens moralske problem

Descartes’ dybe filosofiske overvejelser om drømme og viden gjorde det muligt for ham at nå frem til den mest sikre sandhed, som han nogensinde kunne nå frem til: “Jeg tænker, derfor er jeg”.

Der var også en moralsk komponent til Descartes’ arbejde. Hans overvejelser søgte nemlig at dominere både menneskets og naturens liv. Det betød at finde en præcis og sikker sandhed.

Han foreslog, at fornuften havde impulsen eller ønsket om at nå den. Derfor ville vores moral afhænge af den grad af sikkerhed, som vi har om tingene. Jo mere sand viden vi har om verden, jo større er den kontrol og styring vi kan udøve over vores liv.

Descartes mente, at hvis vi behersker vores liv gennem sand viden, kan vi også beherske naturen. Vi bruger sand viden til at fremme den videnskabelige viden, og videnskaben bruger de objekter i verden, der omgiver os, til at udvide visdommen. Følgelig giver det os et bedre kendskab til verden og større styring og kontrol over den.

Drømmen som kritisk holdning

Som vi har udforsket i denne artikel, spillede drømmen en afgørende rolle i Descartes’ filosofi som et redskab til at udforske virkelighedens og sandhedens natur. Ved at reflektere over vores drømme og virkelighedens natur under søvnen foreslog Descartes, at vi sætter spørgsmålstegn ved den sandhed, som vores sanser giver os i den vågne verden.

Derfor blev drømmen for Descartes et redskab til at fremme en kritisk holdning til vores overbevisninger og opfattelser. Gennem hans studier af drømmen kunne han søge efter mere solid og sikker viden baseret på fornuft og klare og tydelige beviser.

I sidste ende illustrerede drømmens rolle i Descartes’ filosofi vigtigheden af kritisk refleksion. Den fremhævede også den metodiske tvivls rolle. Faktisk tjente hans filosofi til at finde sand viden og til bedre at forstå naturen af verden omkring os.