Børnetegninger: Stadier og udvikling

Børns evne til at tegne gennemgår nogle forskellige trin i udviklingen. Disse trin giver et godt indblik i, hvordan børnene ser verden.

Børn elsker at tegne, og det er deres måde at udtrykke deres verden på.  De kan vælge at udtrykke noget fra deres fantasi eller deres måde at se verden på. Hvis vi ser på børnetegninger, kan vi få et indblik i, hvordan de opfatter verden omkring dem.

Forholdet mellem de billeder, der eksisterer i et barns hjerne og deres tegninger er meget tæt. De mentale billeder er indre imitationer, men de kommer frem i tegninger. Derfor vil vi, hvis vi ser nærmere på den kvalitative udvikling i børnetegninger, få en bedre forståelse af deres symbolske kapacitet.

Stadierne i børnetegninger

I denne artikel vil vi komme til at tale om de undersøgelser, som Luquet gjorde over udviklingen i børnetegninger. Først og fremmest slog han fast, at et barns tegninger er realistiske. Årsagen er, at barnet er mere fokuseret på at tegne virkelighedens karakteristika end dets artistiske skønhed.

Stadierne i et barns tegninger er: (A) tilfældig realisme, (B) mislykket realisme, (C) intellektuel realisme og (D) visuel realisme.

Tilfældig realisme

Kunsten at tegne begynder som en udvidelse af barnets motoriske evner. Derfor vil børnetegninger i starten altid være det, vi kalder for krusedulletegninger. Disse krusedulletegninger er deres første eksperimenter, hvor de bruger deres motorik. De giver basis for de stadier, der vil komme.

Meget hurtigt begynder barnet at finde ligheder mellem deres tegning og den virkelighed, der er omkring dem. Hvis du spørger dem, hvad de tegner, så vil de først sige, at det ikke er noget. Men så snart de finder en lighed mellem deres tegning og virkeligheden, vil de betragte det som en virkelig genskabelse.

Stadiet kaldes for tilfældig realisme, fordi deres gengivelse af virkeligheden kommer efter eller imens, tegningen laves. Der var ikke en rigtig hensigt med at tegne, det som de til sidst finder ud af, det skal være. Ligheden er en tilfældighed.

Men barnet hilser det dog velkommen med entusiasme. Når de først kan se en lighed, så vil de ofte gerne forsøge at forbedre det.

Mislykket realisme

På dette stadie vil barnet forsøge at tegne noget, som det tænker på. Desværre bliver de, på grund af forskellige forhindringer, frustrerede og fejler. Den størst forhindring er deres motoriske evner. De er ikke tilstrækkelig udviklet til med nok præcision at gengive det, som barnet ønskede.

Et andet problem er barnets spændvidde i opmærksomhed. De giver ikke nok opmærksomhed på det, som de er ved at se på og kan ikke overskue visse detaljer, som tegningen burde have.

I følge Luquet er det vigtigste aspekt i dette stadie de “syntetiske mangler.” Det er barnets besvær med at organisere, arrangere og orientere elementerne i tegningen. Når de tegner, bliver forholdet mellem de forskellige elementer meget vigtige. En ordentlig organisering af disse elementer er det, som afgør, om tegningen er vellykket eller en fiasko.

Men på dette trin i deres udvikling kan børn have svært ved dette. Hvis de for eksempel tegner et ansigt, vil de komme til at sætte munden over øjnene.

Intellektuel realisme

På det næste stadie har barnet nu overvundet forhindringerne på det tidligere stadie. Intet kan nu forhindre barnets tegning i at blive fuldstændig realistisk. Men det er vigtigt at pointerere, at børns realisme ikke er det samme som voksnes realisme.

Barnet kan ikke rumme realiteterne, som de ser dem, men de ved, hvordan det skal være. Det er derfor, Luquet kalder dette stadie for intellektuel realisme.

Det er muligvis det stadie, som bedst repræsenterer børnetegninger. Det er også det mest interessante for dem, som studerer og forsker i det. Gennem dette stadie vil vi se to vigtige karakteristika repræsenteret i børnetegninger: “Gennemsigtighed” og “undgåelse.”

Når vi taler om “gennemsigtighed,” henviser vi til det faktum, at barnets tegning viser ting, som er skjulte. De kan fjerne det, som måtte stå i vejen for visse objekter og kan gøre dem gennemsigtige. De kan for eksempel tegne en kylling inde i et æg og fødder i sko.

Den anden proces, “undgåelse” består i, at barnet ignorerer objektets perspektiv. Et eksempel på dette er at tegne facaden på et hus lodret og det indre af husets rum som set fra oven.

Disse to karakteristika viser os, hvordan visuelle faktorer ikke er relevante, når der skal udtrykkes ting i deres tegninger. I stedet refererer barnet til deres mentale forståelse og forsøger at fange det, som de ved i deres tegninger. Derfor vil der opstå “fejl” som gennemsigtighed af skjulte ting og manglen på perspektiv i visse objekter.

Visuel realisme

Fra otte eller ni-års alderen kan et barn nu tegne næsten som en voksen. Nu kan barnet realistisk tegne de ting, som de ser det. For at gøre det anvender barnet to regler: Perspektiv og nøjagtig gengivelse med den visuelle model.

Karakteristika fra det intellektuelle stadie er helt væk. De fjerner ikke synlige genstande, benytter enkel perspektiv og beholder proportionerne i dimensionerne. De har nu en visuel realisme.

På grund af dette mister børnetegninger sine barnlige udtryk. Mange børn begynder at miste interessen for at tegne, fordi de føler, at deres tegninger aldrig kommer til at se realistiske ud.

Vi kan altså konkludere, idet vi nævner, at vi kan se disse stadier i et barns udvikling gennem tegningerne, men vi skal være forsigtige. Denne udvikling sker ikke som en lineær funktion, som vi skulle tro, for vi vil finde nogle, som er kommet meget længere i udviklingen og andre, som ligger længere tilbage i alle disse faser.

Nogle børn, som finder det at tegne alt for svært, vil ofte beslutte sig for at tilegne sig en strategi for det fra et tidligere trin.