Barndommens traumer og depression hos voksne

Intet stadie er mere intenst, fantastisk og skrøbeligt end barndommen. De tidlige oplevelser markerer for evigt ikke kun meget af vores livs gang, men også billedet, vi har, af det.

Båndet, vi har med vores omsorgspersoner, vores forældre, der guider os, viser omsorg for os og klæder os på, udgør søjlerne for vores udvikling, så vi kan vokse op med sikkerhed og selvstændighed.

Men hvis noget går galt, hvis voldelighed eller ulykke opstår i vores liv og påvirker vores barndoms gang, vil sporet blive der for evigt.

Det er et faktum – en virkelighed. Og som børn, som mennesker, der endnu ikke er i stand til at beskytte dem selv fuldt ud eller forstå, hvorfor der findes ondskab eller tragedie, må vi fordøje det med al dets sværhed og tyngde.

Psykiatere navngiver disse situationer som “forhastet stress”. Det er begivenheder forårsaget af fysiske eller psykiske traumer, som i stor grad vil ændre kursen af vores udvikling og modenhed.

Såret vil forblive i vores hjerner. Den intense samling af stress og lidelse efterlader en skade. Når vi når voksenlivet, vil den få os til at have en højere risiko for at udvikle en form for depression.

Mangel på kærlighed i barndommen: en af de største årsager til depression

Nogle gange er det ikke nødvendigt at nå til sådanne ekstremer som misbrug eller mishandling. Nogle børn vokser op uden familie eller med forældre, der ikke ville eller ikke har vidst, hvordan de skulle styrke dette livsvigtige bånd med deres børn. Det får dem ofte til at nå modenhed med mange mangler og fejl.

En sund, lykkelig og fuldkommen barndom får barnet til at vokse op velvidende om, at de er elskede. De ved, at de gennem ethvert skridt, beslutning og fejl, vil have den ubetingede og unikke støtte fra deres familie.

Udviklingen af deres selvtillid vil gå hånd i hånd med den kærlighed, de modtager. Barnet vil have et positivt selvbillede. For det er en afspejlning af det, de har oplevet indtil da.

Men hvis de i stedet oplever tomhed, hån og bebrejdelse, vil barnet vokse op med en usikkerhed og en vis misundelse og endda mistillid.

Hvis dem, der skulle have givet dem støtte og ubetinget kærlighed, kun gav dem den kolde skulder og en dårlig attitude, er det svært for dem at danne et sundt forhold til en anden person. De bliver utillidsfulde og bange.

At overkomme en svær barndom

Psykiatere snakker om “biologisk sårbarhed”. Det er, når alle disse traumatiske eller negative oplevelser fra fortiden, sidder fast i vores erfaring og i vores hjerne. 

Høje niveauer af stress forandrer og former mange af vores dybeste strukturer. Alt dette gør os til mere sårbare mennesker. Mennesker, der har højere sandsynlighed for at lide af depression, når de når voksenlivet.

Men betyder dette, at alle, der har oplevet traumer i deres barndom, nødvendigvis vil lide af en depression? Svaret er nej. Vi vil alle håndtere vores traumatiske fortid på hver vores måde. Måske er disse tidligere begivenheder et chok at overkomme og kæmpe mod hver dag for nogle mennesker.

Det er noget at assimilere, acceptere og se i øjnene, så livet giver dem en ny mulighed og chancen for at være glad igen. 

Når det ikke er så nemt..

Men for andre er disse biologiske og følelsemæssige forbehold stadig for tunge at bære. Det handler ikke kun om at håndtere et minde. Det kan også have indflydelse på den måde, de forholder sig til verden på.

De har måske mistet deres tillid til dem selv og alt omkring dem. De har måske svært ved at opretholde venskaber og endda forhold. De længes måske efter kærlighed, men er ikke i stand til at acceptere det i frygt for at blive forrådt eller såret.

Dette er kendetegn, der kan medføre en vis type kronisk angst, overfølsomhed og følelsesmæssig sårbarhed. Det er nødt til at blive bekæmpet hver dag. Glæde i disse tilfælde har en høj pris. Hvordan skal man så håndtere det? Selvfølgelig med indsats, viljestyrke og en masse social støtte.

Efter at have oplevet alle disse ting er det eneste, der er tilbage at gøre, at huske på vigtigheden af at blive ved med at beskytte børn. Tænk aldrig, at et barn er en miniatureudgave af en voksen.

Et barn er sultent efter positive følelser. Det har brug for oplevelser fulde af ubetinget kærlighed, ord og bånd. Et barn er ikke en voksen i stand til at forstå, hvorfor andre voksne behandler dem dårligt. Ej heller er de i stand til at forsvare dem selv. Det, der sker i de år, vil sidde fast i deres liv for evigt. Glem aldrig det.

Pas altid på de små, og hvis du har haft en svær barndom, så  husk på, at glæde ikke er ude af rækkevidde for alle, og det er værd at acceptere det, overkomme det og skabe et nyt liv.

Billeder af Lucy Campbell