Det svære ved at kende sig selv
For at leve frit, er det nødvendigt at kende sig selv. Og jeg refererer ikke kun til navne, hvad man vil have til morgenmad osv. Jeg refererer i stedet til de dele, der er sværest for os at se på. De ting, der sårer os, når andre vover at udpege dem.
Tilstande som misundelse, arrogance, kujonhed og mange andre er kendt af enhver person. Observer og spørg dig selv, “Hvad er det, der plejer at fylde mig med vrede?” Lukker du det ud frit og tager brug af den kraft, som du ønsker det? Eller gemmer du det i stedet under en maske af stivhed og rationaliserer situationen på et overfladisk niveau? Ignorerer du fuldstændigt alle de følelser, der kunne ødelægge den væg, du bygger? En væg, der bygges med så meget smerte i løbet af årene, skuffelse efter skuffelse.
Hvad ville gå igennem dine tanker, hvis andre så dig i den tilstand? Kunne du elske dig selv, til trods for at du lader dig selv føle og udtrykke negative følelser? Eller ville det muligvis fylde dig med skyld, skam og frygt?
At forstå vrede og kende sig selv
Vi vil fortsætte med eksemplet om vrede: forestil dig i et øjeblik at du er i en af de situationer, hvor hele din krop fyldes med vrede bare ved at tænke på det. Hold nu fast i den følelse lidt uden at dømme den eller komme op at slås. Se, hvordan du opfører dig, hvilke tanker, det bringer op i dig, og hvad der er bag den vrede, det raseri.
Måske vil du svare, “sikke en upålidelig person, den anden person er, bla, bla, bla…” Men det, den anden person gjorde, interesserer dig ikke i det øjeblik. Informationen, vi har, er kun vores egen opfattelse af deres handlinger. Det er det, der får dig til at tro, at den anden person ville skade dig.
Får vi ofte følelsen af, at andre vil volde os skade, eller føler vi, at andre spørger om for meget? Eller måske føler vi, at vi bliver dømt uretfærdigt, overbebyrdet med ansvar, gjort magtløse og misundede. Hvordan er din indre dialog? Jo dybere du kan grave ned, jo mere klarhed og svar vil du få.
Rødder tilbage fra barndommen
I dette udforskende stadie kan vi opdage, hvor dybe rødder vores opførsel og lærte vaner har. Vi har ofte lært at reagere på denne måde helt fra barndommen, hvor vi som de børn, vi var, ikke havde nok evner til at udfylde vores ønsker. Vi havde brug for, at andre gjorde det for os. Når vi forstår vores måde at reagere på, såvel som frygten og den basale lyst, der altid er bag vrede, er det nemmere at komme ud af den fælde.
Vi er ikke længere børn. Vi kan tage styringen, passe på os selv, uden at vente på, at en anden person gør det. Kort sagt, er dette sådan, vi gradvist erobrer vores frihed, forstår følelsen af vores følelser, lytter dybt til dem. Vi bytter vores normale automatiske reaktioner ud med bevidste beslutninger inspireret af den intime visdom omkring, hvad der virkelig skete for os. For at leve frit skal vi vide, hvem vi er, følge vejen inspireret af vores essens. At kende sig selv er essentielt for at kunne være glad.
