Spiralpensum: Hvad går metoden ud på?
Spiralpensum handler om at undervise i en metodologi foreslået af Singapore-matematikmetoden. Dets mål er at hjælpe elever med at uddybe deres viden gradvist. Men hvordan kan man opnå det?
Singapore-matematikmetoden er en metodologi, der er designet af INE i Singapore, og den er beregnet til at lære studerende matematik, uden at de skal memorere noget. Metoden fokuserer på “hvorfor” og “hvordan” med idéen om, at svar hjælper med at forbedre forståelsen af viden, hvilket derefter letter processen med udenadslære.
Denne metode har således meget at gøre med spiralpensummet af Jerome Bruner, en psykolog, der gav vigtige bidrag til undervisning og læring.
Spiralpensum
Spiralpensum vedrører læring på en måde, hvor elever kan gå fra generel viden til specialiseret viden. Måden, eleven opnår det på, er gennem kontinuerlig læring, da det forhindrer, at konceptet nemt ryger i glemmebogen.
Spiralpensummet begynder med meget simple koncepter, der bliver komplicerede, mens elevens læring skrider frem. Det sker, da pensummet tilpasser sig de evner, som eleven har. Alle kan således bevæge sig fremad og bedre forstå et emnes koncepter.
Men noget, der er essentielt, for at dette pensum virker, er, at eleven vender tilbage til de samme generelle temaer på en tilbagevendende basis – tilbage til det brede princip. Hvad er det meningen, at de skal opnå med dette?
Når de vender tilbage til den dybere del af emnet, vil de være i stand til at foretage forskellige analyser og repræsentationer af, hvad de tidligere har analyseret.
Med dette pensum havde Bruner et ønske om at nære elevernes nysgerrighed. Han havde lyst til, at de skulle finde inspiration til at udvide deres viden, og at de derefter skulle vende tilbage til det, de allerede vidste, med et nyt udsyn. Således kunne de ræsonnere og gennemgå de konklusioner, de tidligere var kommet frem til.
Fejl og blinde veje
Jerome Bruner bekymrede sig ikke om fejl. Faktisk så han dem som en god mulighed for elevernes læring. Derfor er både fejl og blinde veje velkomne i et spiralpensum.
Det er ligegyldigt, hvad det kræver at lære et koncept. For Bruner er interessen og tilfredsheden ved at stimulere elevens hypotese fremherskende.
At forstå, at det at begå fejl ikke bør være en anledning til forlegenhed, men at det snarere kan være en måde at vende og dreje hypotesen på og fortsætte med at undersøge og forske, er meget vigtigt, og faktisk fremmer det spiralpensum. Det er uden tvivl en anderledes måde at undervise elever på, men det giver meget positive resultater.
Et eksempel på spiralpensum
Nu, hvor du ved, hvad et spiralpensum er, vil vi gerne give dig et kort eksempel på, hvordan læring foregår ved hjælp af det. Man starter med en meget simpel genstand for små børn. Det kan eksempelvis være at genkende og klassificere dyr.
Det første punkt er at klassificere dyrene og analysere lighederne og forskellighederne i hver af dem. Senere hen vil eleverne begynde at stifte bekendtskab med de forskellige dyrs habitater og deres individuelle adfærdsmønstre. Afslutningsvis vil de studere deres anatomi og fysiologi.
Dette er meget simpelt. Mens læringen skrider fremad, vil de vende tilbage til de koncepter, de allerede har lært. Så kan de fortælle, hvad de tidligere vidste i forhold til det, de ved nu. Således kan de virkelig forstå, hvad de studerer. Derved vil de være mere nysgerrige efter at finde ud ad mere.
Et spiralpensum giver elever mulighed for at tænke selv, drage konklusioner og rette fejl. Det er en metode, der fremmer undersøgelser og forståelse, og det mindsker lysten til at memorere koncepter uden at forstå dem, blot så man kan bestå en eksamen.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Bruner, J. (2011). Aprendizaje por descubrimiento. NYE U: Iberia.
- Bruner, J. S. (2006). In Search of Pedagogy Volume I: The Selected Works of Jerome Bruner, 1957-1978. Routledge.
- Good, T. L., & Brophy, J. E. (1996). Psicología educativa contemporánea. McGraw-Hill.