Neurosexisme: De formodede hjerneforskelle mellem køn

Begrebet, neurosexisme, i sig selv er neologisme. Det forsøger at sætte mærkat på alle idéer og teorier, der bruger neurovidenskabelig forskning til at forstærke overbevisninger om, at mænd og kvinders hjerner er forskellige.

Neurofeminisme påstår, at hypotesen om, at mænd og kvinders hjerner er forskellige, er baseret på falske resultater. Læs alt omkring dette og neurosexisme i denne artikel!

Nogle studier påstår, er der er vigtige forskelle mellem mænd og kvinders hjerner. Dette er, hvad neurosexisme handler om. Det påstår, at mænd og kvinders hjerner har forskellig størrelse og form.

Disse studier er baseret på neuromyter, som folk ofte bruger til at udpege de formodede hjerneforskelle mellem mænd og kvinder. Påfaldende nok, har det neurovidenskabelige samfund bidraget til og støtter dem. Faktisk, er der kun nogle få folk, de fleste af dem kvinder, der har vovet at stille spørgsmålstegn ved disse myter. 

Lad os reflektere over professor, Sonia Reverter-Bañóns, mening omkring neurosexisme.

Kritisk tænkning vs. neurosexisme

Reverter-Bañón har omtalt en meget påfaldende anekdote i sit arbejde. I 1915, udtrykte en neurolog, ved navn Charles Dana, sin mening omkring kvinders ret til at stemme, i New York Times: “Hvis kvinder opnår det feministiske ideal, og lever som mænd, vil de have 25% større tilbøjelighed til at lide af demens“.

Men, hvilke beviser baserede han denne mening på? Ifølge ham, er kvinders øvre rygsøjle, som kontrollerer benene og bækkenet, mindre end mænds, og det påvirker kvinders evne til at evaluere politiske initiativer. Det er derfor, ifølge ham, at det kan skade kvinders helbred at stemme.

Ifølge professor Reverter-Bañón, er denne mening et resultat af “pseudovidenskabelig tænkning”. Med dette begreb, refererer hun til det videnskabelige samfunds bidrag til farlige og fordømmende overbevisninger.

Dr. Dana er det perfekte eksempel på, hvad det videnskabelige samfund har etableret som “åbenlyst” i mange år: Forskellen mellem mænd og kvinders nervesystem.

Neuromyter og neurosexisme

Ifølge OECD (2002), er en neuromyte en fejlfortolkning. Med andre ord, er det en forkert fortolkning eller en “tilsigtet misdannelse” af videnskabelige fakta.

Begrebet, neurosexisme, i sig selv er neologisme. Det forsøger at sætte mærkat på alle idéer og teorier, der bruger neurovidenskabelig forskning til at forstærke overbevisninger om, at mænd og kvinders hjerner er forskellige.

Faktisk, blev det først brugt af Cordelia Fine i år 2008. Dernæst, blev det populært med frigivelsen af hendes bog, Delusions of Gender: How Our Minds, Society, and Neurosexism Create Difference, fra år 2010.

Derfor, blev neurofeminisme født for at bekæmpe neurosexisme. Neurofeminisme påstår, at hypotesen om, at mænd og kvinders hjerner er forskellige, er baseret på falske resultater, dårlig metodologi, udokumenterede antagelser og umodne konklusioner.

Desuden, ignorerer forskere ofte, hvor eftertænksomt det kvindelige sind er. Afslutningsvis påstår neurofeminisme, at fordomme og bias påvirker resultater. 

Men, når det kommer til at studere hjernens seksuelle forskelle, har de følgende spørgsmål en stor indflydelse:

1. Forvirring over begreberne “sex” og “køn”

Ifølge Reverter-Bañón, er køn det primære element i rollen om kontinuitet og kan være patriarkalsk eller ej.

Generelt, er det ¨åbenlyst, at køn er en del af den seksuelle dualitet. Det tager dog ikke højde for nogle begreber, såsom “transkøn” eller “intrakøn”.

Sonia forklarer også, at det er nødvendigt at analysere kønsforskning. Er der virkelig en videnskabelig forklaring på, hvorfor samfundet opdeler kønnene i to forskellige “roller” og opdrager folk på en bestemt måde, på baggrund af dette?

2. Bias og mangel på evidens

Som nogle forfattere og metadatastudier har bekræftet, kan formodet videnskabelig evidens ikke føre til videnskabeligt bekræftede konklusioner om, at der er hjerneforskelle mellem mænd og kvinder. C. Vidal (2011) udtrykte nogle idéer omkring dette:

• Hjerneforskelle i en lille, udvalgt gruppe er ikke statisktisk afgørende. Evidensen viser, at når der er et stort antal af analyserede individer, så er der ikke signifikante hjerneforskelle. Dette skyldes, hvordan hjernen ændrer sig fra person til person, uafhængigt at kønnet.
• Vigtige resultater var, som regel, opnået i kunstige laboratoriekontekster.
• Når det kommer til fMRI, bidrager scanninger, simpelt, med et statisk billede af en specifik hjernetilstand. Dette kan ikke anses for direkte evidens for, at biologiske faktorer eller kulturelle processer ændrer hjernens tilstand.