Lullaby: Det skjulte ansigt af moderskabet

Filmen Lullaby skildrer moderskabets skjulte ansigt. Faktisk skildrer dens karakterer moderskabets mindre venlige side.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Andrea Pérez.

Sidste ændring: 09 april, 2023

“Tillykke! Sikke en fantastisk nyhed!” Når en kvinde fortæller, at hun er gravid, især for første gang, er det den slags ord, hun sandsynligvis vil høre. Faktisk er smil, glade ansigter, baby shower og en glorie af glæde og lykke normalt de første ting, man tænker på, når moderskabet nævnes. Det er dog ikke, hvad vi ser i Lullaby.

For mange mødre er det naturligvis en stor glæde at få et barn. “Jeg har aldrig følt en kærlighed som den”, hævder de ofte. “Det har ændret mit liv.” Og ja, det ændrer faktisk kvindens liv på alle måder.

Men selv om det at få et barn kan give anledning til mange glædelige øjeblikke, er det en kompleks proces og kan være omgivet af visse oplevelser, der ikke er så behagelige, men som stadig er usynlige i samfundet, selv i dag.

Vi ved, at graviditet er en tid, hvor der sker mange forandringer på forskellige niveauer. Derfor beskytter vi som samfund gravide kvinder og er empatiske over for dem. Men når de har født, fortsætter disse forandringer med at eksistere. Det er på dette tidspunkt, at mødrene står over for nye og fremmede omstændigheder, som ikke altid er så smukke, som de måske ser ud.

Handlingen i Lullaby (oprindeligt med titlen Cinco Lobitos) handler om moderskabets skjulte ansigt, den ikke så venlige virkelighed, som kvinder ofte må gennemleve, ofte alene. Filmen er instrueret af Alauda Ruíz de Azúa. Hovedpersonen Amaia (spillet af Laia Costa) står over for en helt ny form for moderskab, en verden væk fra den sødede stereotype, der lever i vores kollektive forestillinger.

Moderskabet som hovedperson i Lullaby

Lullaby begynder med fødslen af Amaias og Javis (Mikel Bustamante) første datter. Begoña (Susi Sánchez) og Koldo (Ramón Barea), Amaias forældre, supplerer rollelisten. De bliver hos parret i et par dage, efter at de har forladt hospitalet. Kort efter skal Javi rejse til udlandet i et par uger. Amaia er overvældet ved tanken om at være alene og beslutter sig for at flytte midlertidigt ind hos sine forældre.

I virkeligheden er hovedpersonen i denne film ikke Amaia, Javi, Begoña eller Koldo, og heller ikke dem alle sammen. I virkeligheden er filmens ubestridte hovedperson moderskabet og dets usynlige ansigt. Fra filmens første minutter tager moderskabet nemlig styringen.

I Amaia ser vi en ung, nybagt mor, hvis partner er fraværende på grund af arbejde. Hun har svært ved at forlige sig med dette faktum, og den følelsesmæssige og fysiske overbelastning begynder at have en effekt på hende.

Hun føler sig overvældet, udmattet, irritabel, alene og bange. Vendepunktet kommer, da hendes datter efter et par sekunder uden opsyn falder ned fra sofaen. Herefter beslutter hun sig for at vende tilbage til sin hjemby og henvender sig til sin mor som sin vigtigste støtte.

Gennem Amaia i Lullaby opdager vi, at det at opdrage et barn også er ensbetydende med skyldfølelse, sorg, svage øjeblikke, ensomhed, krav og misforståelser.

Begoña og moderskabets tidløse vanskeligheder

En anden af denne uvirkelige hovedpersons ansigter afsløres gennem Begoña, Amaias mor. Begoña skildrer moderskabet i en anden generation. En generation, hvor kvinder, uanset om de var mødre eller ej, bar store byrder på ryggen og manglede ressourcer og støtte.

Begoña stod selv også over for et enligt moderskab takket være datidens machismo-agtige åg. Hendes mand var til stede, men ikke involveret. Desuden levede de i et lukket baskisk samfund, hvor hun ikke kunne give udtryk for sine følelser. Hun skildrer det faktum, at mødre stadig kan føle skyld og fortrydelse, selv efter at deres børn er blevet voksne.

Filmen viser os, at moderskab er et langdistanceløb, hvor der ikke er nogen målstreg. Det er en følelsesmæssig ladning, der fortsætter gennem tiden.

Skildringen af de to kvindelige karakterer i filmen og deres forhold gør det klart, at nogle negative følelser nærmest er indbygget i moderskabet. Faktisk er det ofte ikke så rosenrødt, som det bliver fremstillet som.

Andre skjulte tabuer og hvordan man håndterer dem

Fra den dag en kvinde beslutter sig for at blive mor, bliver hun udsat for mange domme og tabuer. Faktisk begynder disse tabuer allerede før undfangelsen.

Ud over de hindringer, der er forbundet med moderskabet, er der også et eksternt pres. Vordende mødre får ofte uopfordrede udtalelser. Hvilken uddannelse vil de f.eks. give deres barn? Vil de amme?

De bliver ofte chikaneret af slægtninge, der, selv om de er fyldt med gode intentioner, mere hindrer dem, frem for at hjælpe dem. Faktisk bliver den kommende mor kritiseret både for at være kvinde og for at træffe beslutningen om at blive mor.

Heldigvis findes der mekanismer, der kan hjælpe dem med at leve deres nye liv på en mere behagelig og fornøjelig måde. For det første er det et stort skridt på det sociale plan, at moderskabets skjulte ansigt nu bliver synligt. Ved at dele deres erfaringer og afmystificere moderskabet finder kvinderne tryghed og støtte og slipper dermed for mange misforståelser.

En anden faktor, som man kan arbejde på, er uddelegering af ansvar. Uddelegering letter den fysiske og følelsesmæssige byrde, der er forbundet med at være mor.

Selv om det er kompliceret, er det nødvendigt for mødre at sætte grænser for dem, som de føler, de dømmer deres forældrekompetencer, eller som er mere påtrængende, end de er villige til at tolerere. At acceptere, at de som alle andre mennesker begår og fortsat vil begå fejl, kan hjælpe dem med at lette deres skyldfølelse.

Som det sidste bør mødre altid huske på, at selv om de er ansvarlige for pasningen af deres børn, er de også selvstændige mennesker med egne behov, der skal opfyldes.