Hvorfor er det, at vi nogle gange bebrejder offeret?
Inden den berømte retssag “La Manada” spurgte mange folk sig selv om, hvorfor samfundet nogle gange bebrejder offeret for misbruget.
Folk har en tendens til at gøre dette, hvis de deler nogle af overfaldsmandens træk, eller hvis de ikke ønsker at miste deres fornemmelse af kontrol. De tænker, at hvis fejlen ligger hos overfaldsmanden og ikke hos offeret, så kunne det samme ske for dem, som der skete for offeret.
Folk tillægger sig normalt den sidste egenskab, når de deler nogle karakteristika med offeret. Hvis offeret lavede en “fejl”, føler de en falsk fornemmelse af sikkerhed. De tænker, at der ikke vil ske noget for dem, hvis bare de undgår at begå samme “fejl”.
Hvis vi tror, at den person, som har været udsat for en aggression, er ansvarlig, føler vi os mere trygge. Vi tror, vi har kontrol over enhver situation. Med andre ord så føler vi os sikre, så længe vi gør “det rigtige”. Denne opfattelse gør, at vi ubevidst bebrejder offeret.
I enhver form for overgreb mod kønnene har folk en tendens til at fokusere på kvindens mulige medansvar. Som et eksempel har vi prævention og kampagner i skolerne, der fokuserer på de “sikkerhedsmæssige tiltag”, som kvinder bør tillægge sig.
Kvinder ser ud til at være de eneste, som er tvunget til at gøre noget for at undgå aggression. Men information og præventionskampagner bør også have fokus på andre ting såsom potentielle aggressorer og samfundet i det hele taget. På den måde vil vi ikke komme til at bebrejde kvinder inddirekte, når de bliver ofre.
Hvorfor kæmper nogle ikke, når de udsættes for seksuel misbrug eller voldtægt?
Folk har et komplekst nervesystem, der lammer dem, når de står overfor en fare, hvor det ikke er muligt for dem at ty til kamp eller flugt. Denne lammelse repræsenterer kroppens svar på at overleve. I tilfældet med konsensusbaseret sex producerer hjernen oxytocin, kærlighedshormonet, som forhindrer traumer.
Men hvis sex foregår påtvunget, er personen lammet og går i frys. Voldtægtsforbrydere og udefrakommende betragtere ser dette som samtykke eller en mulighed. Paradoksalt nok vil den misbrugte person, offeret, forblive traumatiseret alene ved at skamme sig over det. Misbrugeren slipper og føler sig ikke skyldig over det, han har gjort.
Hvis vi bebrejder offeret, sætter vi så os selv i deres sko eller ej?
Hvis vi bebrejder offeret, kan det være en slags forsvar for os selv mod noget. De følger, vi gør os over fakta, minimerer vægten, med hvilken vi gerne vil straffe voldtægtsmanden med. Vi er parat til at straffe dem mildere.
Det kan godt være, vi lever i en tid, hvor kvindernes rettigheder stadig mangler meget udvikling, men der er en stadig stigende tendens til at vi går imod offeret. Måske var de fem tiltalte i “La Manada” sagen bare tilskuere til handlingerne fra deres eget synspunkt. På en eller anden måde mener de, at samfundet inddirekte angriber dem.
Kvinder, som tror, at offeret delvist selv er skyld i det, gør det for at føle, at de er i kontrol. De identificerer de faktorer, der vil forhindre det i at ske for dem.
Vi har alle hørt kommentarer fra andre kvinder såsom “Det kunne aldrig ske for mig,” eller “Jeg ville have handlet anderledes”. Men i sidste ende ved vi ikke, hvordan vi selv ville reagere i en lignende situation.
Du kan sætte dig selv i offerets sted, men vi har alle set videoen, hvor fire af de anklagede mænd i “La Manada” begik overgreb mod en uskyldig pige. I dette tilfælde er omstændighederne ret klare. Videnskaben giver os svaret på, hvorfor en person forbliver lammet, når de ikke kan kæmpe eller flygte. Så på den måde bør vi alle kunne sætte os i offerets sko.
