Frygt for vores egen storhed: Jonas komplekset

Vi har en underlig måde at begrænse os selv og vores potentiale på. Vi udsætter ofte os selv for et hårrejsende internt boykot, der ikke lader os vokse. Ja, vi gør det selv. Vildt, ikke?

Der er kun én person i denne verden, der kan stoppe dig fra at nå fantastiske højder. De kigger på dig hver dag, fra spejlet.

Hvorfor begrænser vi os selv, hvis vi er født med stort potentiale?

For nogle år siden kaldte Abraham Maslow dette for “Jonas komplekset,” en henvisning til den bibelske fortælling, hvor Gud beder Jonas om at føre hans besked til Nineve. Jonas flygter, fordi han ikke tror, at han er i stand til at gøre det. Nogle gange begynder vi en rejse i den bogstavligt talt modsatte vej end succes, selvom vi ved, det ikke er den rigtige vej. Dette er på grund af frygt for vores egen storhed, og det er en grusom måde at sabortere os selv på.

Dæmonerne, der skaber Jonas komplekset, er frygt og angst. De begrænser muligheden for, at vi kan få succes. Det vil sige, at du ved, du er værdifuld, og at du kan gøre det. Du visualiserer dig selv som værende succesfuld, men du handler på en måde, du ved, ikke vil hjælpe dig med at nå dit mål. Du krydser floden til dalen af middelmådighed på grund af frygten for ikke at kunne klare opgaven og ikke være værdifuld. Og fordi du ikke ved, hvad du vil finde på toppen af bjerget.

Maslow sagde, at på samme tid som vi frygter, at “det værste vil ske,” frygter vi også “at det bedste vil ske.” Med andre ord er det noget i stil med “jeg vil ikke have alting, men jeg vil heller ikke have ingenting. Jeg foretrækker at blive, hvor jeg er nu.”

Denne frygt og angst er et svar på frygten om at opnå noget, der er langt større, end hvad andre har opnået. Det handler om at se ansvaret, der kommer med storhed, i øjnene. Det er ikke at vide, hvordan vi skal åbne os selv op og tage den vej, der leder til horisonten, at være arrogante og at fejle.

Med andre ord er det en mørk måde, hvorpå vi skaber vores egen lidelse. Det er ikke, fordi vi stopper succes eller smerte. Det er, fordi vi stopper vores egen glæde. Den selvskabte lidelse, den selvskabte sabotage, er en totalt unødvendig og skadende smerte.

At overkomme sin frygt

At overkomme dette kræver et nødvendigt skridt. Den eneste måde at fjerne denne type personlige sabotage på er ved at konfrontere frygten for ikke at nå vores mål.

Fængslet, hver af os skaber, har forskellige tremmer og forskellige bødler, der står ved dørene. De holder øje med hver eneste bevægelse og selv vores egen vejrtrækning. Det, der er klart, er, at vores fængsel bliver vores grav med en gravsten, der vil fortælle verden, at vi har levet uden skam eller storhed. Vi vil dø iklædt klæderne af middelmådighed og følelsesmæssig komfort.

Det er nødvendigt for os at balancere vores mål, mens vi holder vores fødder solidt på jorden. Størstedelen af menneskerne synder overflødigt på en eller anden måde. Det betyder, at de placerer deres synspunkt for højt. Eller også virker det, som om de prøver at dække det til. Hvis vi virkelig observerede succesfulde mennesker, ville vi se, at størstedelen ved, hvordan de skal balancere denne ligning. Det betyder, at de sigter efter stjernerne, men stadig holder sig i virkeligheden.

Frygt for succes stammer fra vores egen manglende evne til at tolerere usikkerhed. Vi tror ikke på vores evne til at konfrontere, hvad end der kommer. Vi har brug for at have alt klaret, færdiggjort og testet en million gange.

Vores behov for at forsikre os selv er enorm. Det er vores måde at tillade kontrollerende tanker at lede hvert skridt, vi tager mod stor succes. Vi ved ikke, at det at kigge op betyder, at vi tror, vi er nede, og vi tillader os selv luksussen af at føle, at vi er underlegne, noget der i sandhed vil straffe vores liv.

Billeder af nuvolanevicata og Africa Studio