Leonard Cohen: poesi i musik
I en alder af 82 og med et langt liv bag sig har Leonard Cohen forladt os. Han vidste allerede, at hans hjerte snart ville stoppe. I et af sine sidste interviews med The New Yorker sagde han, at han var klar til at dø, og at alt, han bad om, var at have nok tid til at afslutte det arbejde, han havde påbegyndt.
Bare få dage før interviewet hørte vi, at det Svenske Akademi havde givet Nobelprisen i litteratur til Bob Dylan, og at nogle mennesker klagede, ikke uden grund, også sadge, at hvis nogen havde sammensmeltet poesi med musik, var det Leonard Cohen. At hvis nogen fortjente en sådan pris for deres tekster, uden at undervurdere Dylan, var det Leonard Cohen. I dag, nu da han er væk, mener de af os, der har haft fornøjelsen af at nyde hans kunst, at det ville have været en smuk og velfortjent hyldest.
Fra dette lille rum, mere trist i dag på grund af hans afgang, vil vi gerne ære ham sammen med dig.
“Lægerne arbejder dag og nat
Men de vil aldrig finde kuren for kærlighed
Der er ikke nogen drik, ingen medicin
Der findes ikke noget rent nok til at være en kur for kærlighed”-Leonard Cohen-
Et liv dedikeret til musik og tekster
Hans sangtekster handler om emner som seksualitet, religion, politik og isolation, men frem for alt talte hans budskaber om kærlighed. En følelse, der med hans ord fremstår som sensuel og erotisk. Opstillet som en nøgen kvindekrop. I kærligheden i hans tekster er der ingen smerte over tab. Tværtimod er det en kærlighed, der helbreder og heler.
Selvom han startede med akustisk guitar, blev han forelsket i akkorderne, der kom fra den klassiske guitar, da han hørte en spansk guitarist. En af hans idoler var Layton, om hvem han sagde: “Jeg lærte ham, hvordan man klæder sig på, han lærte mig, hvordan man lever for evigt.”
Efter at have afsluttet en kandidatuddannelse i New York, som han beskrev som “lidenskab uden kød, kærlighed uden klimaks”, vendte han tilbage til Canada. I Montreal skrev han poesi, mens han havde andre job. Det gjorde det muligt for ham at tjene til føden på det tidspunkt.
Kvinden i hans liv
Som en rastløs rejsende mødte han kvinden, der ville være hans livs kærlighed på øen Hydra i Det Ægæiske Hav. Marianne Ihlen blev separeret fra sin daværende mand. Han var en norsk mand ved navn Axel Jensen, som hun havde en søn med. Historien, som hun fortæller den, er, at hun græd i en købmandsbutik i Hydras havn. Så fik en fremmed medlidenhed med hende og inviterede hende til at slutte sig til ham og hans venner. Den fremmede mand var Leonard Cohen. Og en lidenskabelig affære begyndte, der ville vare, med opture og nedture, i syv år.
Faktisk hed So Long, Marianne oprindeligt Come On, Marianne. Det var et forsøg på at få hende til at give ham en ny chance. Det var en kærlighed, der aldrig ville ende. En kærlighed så dyb som hans kærlighed til ord, hvad enten det gjaldt litteratur, poesi eller musik.
Marianne døde en juli måned, offer for leukæmi, og forlod et tomrum i Cohen, som han ikke kunne udfylde. Men det ønskede han heller ikke. “Vid, at jeg er så tæt bag dig, at hvis du rækker din hånd ud, tror jeg, du kan nå min,” skrev han i et brev til sit livs kærlighed.
Prinsen af Asturia prisen og hans viden om poesi
Da han blev tildelt Prinsen af Asturias pris i 2011, gav han os en tale, der vil blive husket af alle dem, der elsker poesi. Cohen, med sit elegante jakkesæt og skæve smil, med den fredelige tone af en person, der er blevet adskilt fra livet, sagde, at de priser, han havde modtaget for sit arbejde som digter, var lidt vildledende.
Hvorfor? Han mente, at poesien kom til ham og derfor var noget, han ikke havde kontrol over. På denne måde udtalte han med sin særlige sans for ironi, at hvis han vidste, hvor det var, ville han søge dets selskab noget oftere. Så han følte sig som en charlatan for at modtage en pris for noget, som han mente var naturligt og ikke fortjent.
Hvorvidt det fortjener en pris eller ej, så er det klart, at hans arbejde er ubestrideligt. Og hans evne som digter har været en gave til os. I denne korte tale sagde han også, at han havde haft en spansk guitar i 40 år, og at han havde lyst til at dufte til den, før han rejste til Spanien. Han sagde, at når han duftede til den, fik han fornemmelsen af, at træ aldrig dør.
Gennem hans arbejde, hans genialitet, sikrede han, at han, for os, ville være som træ; i vores hjerter vil han aldrig dø.