Postmoderne ensomhed og myter om kærlighed
Postmoderne ensomhed er resultatet af konceptet individualisme, der er blevet set som noget meget vigtigt i lang tid nu. Samfundet har pålagt os to meget modstridende idéer. En er, at alle skal skabe sin egen vej. Den anden er, at det er en forfærdelig ting at være alene.
Postmoderne ensomhed bliver også forstærket af det faktum, at det bliver mere almindeligt at frygte hinanden. Konceptet naboer er næsten fuldstændig forsvundet. I vores verden er personerne i vores omgivelser fremmede. Du ønsker ikke at vide noget om dem. Det er noget truende ved fremmede.
Resultatet er et samfund, hvor folk er mere alene, men kæmper med ensomheden. Vi har skabt en verden, hvor vi ikke er i stand til at leve i et fællesskab, men vi er heller ikke alene. Både ensomhed og selskab er et problem.
Ensomhed, et koncept, som blev problematisk
Indtil romantismen var ensomhed ikke betydeligt. Før det var ensomhed ikke noget, man tænkte videre over, eller en kilde til eksistentielle problemer. Man accepterede det faktum, at man blev født alene og vil dø alene.
Individualisme optog heller ikke mange tanker. Folk levede i bund og grund i et fællesskab. Det var almindeligt for hele familier at bo under samme tag. Bedsteforældre, børn, børnebørn og tætte familiemedlemmer boede samme sted. Forhold i nabolag var også stærke. Folk kendte hinanden og de boede tæt sammen.
På samme tid var der kollektive ritualer, som involverede næsten alle. Gudstjenester, lokale fester osv. Der var en tydelig opfattelse af, at alle var en del af et fællesskab.
Dette ændrede sig med romantismen. Parret blev svaret på alt. Det ideelle var et isoleret, privat par i deres egen verden. Samfundet begyndte gradvist at tilpasse sig selv rundt omkring parret og den lille kernefamilie, det skabte. På samme tid begyndte ensomheden at få mere betydning og blev uønsket.
Postmoderne ensomhed
Efter flytningen fra den store familie og fællesskabet til et samfund bestående af par, begyndte en ny realitet at skyde frem med introduktionen af nye teknologier. Så postmoderne ensomhed blev officielt indvarslet. Nu eksisterede der en grundlæggende modsigelse: Vi er forbundet med hele verden og føler os mere alene end nogensinde før.
Nogle personer føler sig så ensomme, at de får det dårligt, hvis de ikke får et “synes godt om” på de sociale medier. Faktisk er der så meget ensomhed, så folk bliver afhængige af sociale netværk. De bliver fanget af det faktum, at de modtager og sender beskeder, selv hvis de ikke siger noget.
Til gengæld, indenfor rammerne for postmoderne ensomhed, fik parret uforholdsmæssig betydning. Folk går ud fra, at man er alene, hvis man ikke har en partner. Som om verden kun består af par. Og et endt forhold kaster os ned i en afgrund af total elendighed, som om parret var den eneste kilde til lykke.
Sæt spørgsmålstegn ved myterne om kærlighed og ensomhed
Måske er det blevet tid til at sætte spørgsmålstegn ved myterne omkring ensomhed og kærlighed. Postmoderne ensomhed beviser, at noget er forkert. K ulturen, som den er, fører os ikke mod en følelse af fred, fuldkommenhed eller lykke. Det modsatte sker. Følelsesmæssige besværligheder og psykologiske problemer bliver mere hyppige.
Lad os begynde med at huske på noget, som de fleste af os ved. Vi har alle brug for kærlighed. Romantisk kærlighed er dog blot en af de mange manifestationer af kærlighed. Der er også kærlighed i en familie, blandt venner, til idéer, sager, menneskeheden og selvølgelig os selv. At mindske vores omfang til kun at være kærligheden til en partner, gør os fattigere og mere sårbare.
Ligeledes er det værd at sætte spørgsmålstegn ved indholdet af postmoderne ensomhed. Hvornår besluttede vi os for at afvise ensomhed? Det er en realitet, som vi ikke kan løbe fra. V i blev født alene og vil dø alene. Andre er altid til stede i vores liv i form af et lån. Jo bedre vi forstår os selv og vores ensomhed, jo bedre er vi forberedt på at leve og også at dø.