John Lennon og depression: sangene, som ingen forstod
John Lennon brugte meget af sit liv på at råbe om hjælp. Han gjorde det i 60’erne med sangen “Help!”, og igen med en af sine sidste sange, og mest profetiske kompositioner: “Help Me to Help Myself“. Det mest idealistiske, revolutionære og inspirerende medlem af The Beatles gemte på en traumatisk, mørk, men alligevel inspirerende side af sig selv.
Man siger, at sorg er en magtfuld følelse, en drivkraft bag de mest uforglemmelige kunstneriske værker i historien. Man ser det for eksempel hos Janis Joplin. Hun var en sanger med en stærk stemme, men hendes tidlige død efterlod os med et minde om en trist ung kvinde, som mærkeligt nok hjalp verden til at blive et lidt gladere sted.
Og det samme gjorde The Beatles, men på en meget mere universel måde. Den musikalske, kulturelle og sociale indflydelse, de havde, var enorm. Men der var ikke mange, som stoppede op og så sorgen, som skjulte sig bag gruppens mest intellektuelle medlem: John Lennon.
Alle, som kendte ham godt, vidste, at noget lå på lur inden i ham. Det var en selvmorderisk, ødelæggende skygge, som førte ham ud i en personlig isolation, der varede næsten fem år.
Sært nok var en af de sidste sange, han skrev, før Mark David Chapman slog ham ihjel i Dakota bygningens indgang, at han var på vej ud af det sorte hul og opsøgte en chance til. Han var fuld af håb og begyndte at tro på sig selv igen:
“Kære John, vær ikke så hård ved dig selv. Tag det roligt. Livet er ikke et kapløb. Løbet er ovre, du har vundet.”
John Lennon og hans evige råb efter hjælp
Da John Lennon skrev sangteksten til sangen “Help!”, var resten af gruppen ret overraskede, men ingen tænkte meget over det dengang. Den lød godt, og den var en del af et af deres bedst sælgende albummer.
Det endte endda med at blive titlen på en film, de senere lavede i 1965. Men sangteksten indeholdt det stress, som Lennon følte, og det ydre pres han følte, fordi tingene gik alt for hurtigt til, at han kunne bearbejde dem.
Mange år senere blev Paul McCartney interviewet af Playboy magasinet, og han sagde, at han på det tidspunkt ikke kunne se det, som hans ven og gruppemedlem gennemgik.
Lennon råbte på hjælp, men han levede i en verden fuld af mennesker, som ikke kunne høre ham. I sangen talte han åbent om sine usikkerheder, sin depression og sit behov for, at nogen hjalp ham med komme op at stå igen.
John Lennons traume
Der er folk, som siger, grunden til hans livslange pine og altid skjulte sorg kan være kommet fra hans barndom. Hans far var en sømand, som tidligt forlod dem. Hans mor forlod ham også, og han opholdte sig hos sin moster og onkel.
Mange år senere, da han fandt tilbage til sin mor igen, var han vidne til hendes død. En fuld politimand kørte ind i hende, og hun døde med det samme. Det påvirkede ham utrolig meget, og han tog det med sig resten af sit liv.
Hans biografier siger, at han indhyllede sig selv så dybt i musikken for at komme sig over tragedien. I sidste ende så kom hans passion for kunst fra hans mor. Det var hende, som viste ham, hvordan man spiller på mange forskellige instrumenter. Det var hende, som gav ham den fascination. Og det var hende, som han dedikerede en af hans mest fortrolige sange til, “Julia“.
John Lennon og primalterapi
Da The Beatles blev opløst i 1970, var alt, Paul McCartney, George og Ringo skulle gøre, at lave nogle fængende album, og de ville blive ved med at være en succes. Men John Lennon kunne ikke følge den vej.
Verden var fuld af stemmer, bevægelser, uretfærdighed og sociale skilleveje, som han følte meget dybt. Det gjorde ham rasende. Han var stærkt imod politisk hykleri og han tiltrak unge fans, som idealiserede ham og andre rockstjerner.
På et af hans album udtrykte han meget råt sine dybeste tanker i løbet af denne nye fase: “Jeg tror ikke på magi… Jeg tror ikke på Elvis… Jeg tror ikke på The Beatles… Drømmen er slut.. Jeg var en hvalros, men nu er jeg John…”
At lave musik motiverede ham ikke længere. Det gav ham ikke nogen tilfredsstillelse. Det var bare forretning i hans øjne og han følte sig fanget, fængslet i en boks, hvor han ødelagde sig selv ved hjælp af alkohol og LSD.
Men noget, som ikke alle ved, er, at efter han indså, at hverken musik eller meditation eller stoffer kan slukke for den bitre sorg, han følte indeni, så begyndte John Lennon at gå til psykoterapeuten, Arthur Janov. Denne kendte psykolog udviklede primalskrig terapien, en strategi, som blev brugt til at behandle psykologisk traumer ved hjælp af primalskrig og psykodrama.
Denne disciplin, der, som mange andre rensende udtryksfulde terapier, fokuserer på ideen om, at vi bringer al vores undertrykte smerte op til overfladen og løser det ved at gøre noget ved problemet og udtrykke smerten, som kommer op på grund af det.
John Lennon brugte denne terapi i mange år med gode resultater. Det var så lang en proces, at en af hans sidste sange var et direkte resultat af den terapeutiske rejse, som gav ham en fantastisk indre forsoning.
Titlen på sangen var “Mother.”