Fra idag af er jeg selv ansvarlig for min egen lykke
Jeg har tilbragt meget af mit liv med at holde andre ansvarlige for min lykke. Jeg er blevet vred på folk, der ikke har holdt deres løfter og ikke har elsket mig, som jeg har elsket dem. Ikke har gjort, hvad jeg forventede. Jeg valgte ikke at være ansvarlig for min egen lykke.
Mine forventninger til menneskerne, der betyder noget i mit liv, var for høje. Jeg begyndte at lægge min egen lykke i deres hænder.
Men der kom en dag, hvor jeg begynde at få det skidt med mig selv for ikke at være ansvarlig for min egen lykke. Jeg begyndte at undre mig over, om jeg manipulerede mennesker. Og det gjorde jeg faktisk på en måde. Jeg brugte dem til at gøre mig glad.
Hvis nogen ikke havde tid til at have det sjovt med mig, fordi de havde andre planer, blev jeg vred. Jeg lod være med selv at have det sjovt! Mit liv afhang fuldstændig af menneskerne omkring mig.
At holde andre ansvarlige for min lykke
At holde andre ansvarlige for vores lykke er en fejl. Det fører kun til lidelse, skuffelser, smerte, tristhed og i de værste tilfælde endda depression.
Vi forstår ikke, at denne dynamik skaber stor følelsesmæssig ustabilitet. Med dette livssyn kan vi ikke håndtere vores følelser. Det er umuligt, eftersom vi har videregivet kontrollen over dem.
Men det vigtigste spørgsmål er: ”Hvorfor overhovedet gøre noget så ‘dumt’, som at efterlade et så vigtigt privilegium i andres hænder?” Svaret ligger i vores frygt, usikkerhed, forudindtagelser om forhold og ofte troen på, at kærlighed kræver smerte.
Alt dette ender med at skabe et perspektiv, med sine egne love og logik. Det påvirker samtidig vores forhold. Vi giver alt, hvad vi har. Vi forsøger at holde vores forhold og venskaber på rette spor. Men i sidste ende lader alt vores arbejde til at være forgæves. Det giver os kun skuffelse.
Jeg arbejdede hårdt for at behage andre, så de ville blive glade. Jeg var villig til at give alt for de mennesker, jeg elskede mest. Men indeni vidste jeg godt, at de ikke tænkte på mig på samme måde. Det virkede så uendeligt uretfærdigt.
Vi afholder andre fra at vise os, at de også bekymrer sig om os. Vi gør det i troen om, at der kun er én gyldig måde for dem at elske os på. Vores måde.
Vi mener, at den eneste gyldige måde er den, der tilfredsstiller vores ønsker. Det er sådan, vi evaluerer – eller reelt set undervurderer – værdien i deres måde at elske på. Derudover udtaler vi kun sjældent (hvis overhovedet), hvordan vi ønsker at blive elsket. Vi håber, at andre kan læse vores tanker eller tolke de alt for diskrete signaler, vi udsender.
På den anden side, hvis vi som regel er den, der tager initiativ og leder gruppen, hvorfor så ikke holde op? Hvad hvis vi stoppede med at lede og tillod andre at gøre noget?
Måske er vi bange for, at det ikke vil ske. At vores vaner har fastsat os i vores roller og fortæller os, hvad vi kan og ikke kan forvente af andre.
Det bind, jeg bærer af fri vilje, afholder mig fra at være ansvarlig for min egen lykke
At gøre andre ansvarlige for vores lykke, imens vi selv har bind for øjet, så vi ikke kan se, hvad der sker, er en rigtig skidt idé. Men vi har sådan et ønske om blindt at stole på dem. Måske fordi det er en vane, og livet stopper ikke med at skrige til os: ”stop med at passe på andre, og pas på dig selv som det første!”
Vi ser udover os selv. Vi leder efter det, vi selv mangler. Hvis vi føler os ensomme, forsøger vi at ordne det ved hjælp af andre mennesker. Hvis vi bemærker, at vi mangler kærlighed, søger vi efter en partner, der kan tilfredsstille dette behov. Men at gøre andre ansvarlige for at imødekomme vores behov udsætter os kun for smerte.
Vi har en masse, og vi har stadig muligheden for at få mere. Vi har lykke. Vi har kærlighed. Vi har glæde… Det er dog sandt, at vi kan opleve ting, der kan få os til at tro, at disse ting er blevet taget fra os.
Men disse ting lever dybt inde i os – vi må bare selv tage ansvar for dem. Lad os holde op med at være passive spillere. Det er trods alt os selv, der er hovedpersonen i vores egen historie.
Idag er jeg ikke afhængig af nogen for at være lykkelig. For jeg ved, jeg selv har magten til at bestemme, hvordan jeg vil føle. Og jeg har tilladt andre at blive fri for den ”pligt”, som jeg engang lagde i deres hænder. Da jeg var ubevidst omkring den fare, jeg udsatte mig selv for. Nu er jeg ansvarlig for min egen lykke.