At ændre synspunkt: er du ulven i en andens historie?
Næsten uden at indse det, bliver vi nogle gange skurken. Vi bliver til ulven i historien om den lille Rødhætte. På disse tidspunkter bliver vi nødt til at øve os i at ændre synspunkt. Vi er den store, stygge ulv, fordi vi skældte nogen ud med god grund, sagde sandheden højt eller handlede efter vores værdier. Vi er den stygge ulv, fordi vi blandede os i deres liv. Vi gjorde ikke, som vi “skulle”. Det er farligt at falde i fælden med at klassificere og adskille dem omkring os i kategorier for “gode og dårlige mennesker”. Vi gør det så tit, at vi knap lægger mærke til det. Hvis et barn for eksempel er lydigt, rolig og stille, så siger vi med det samme, at det er “et godt barn”. Men hvis barnet har personlighed, er rapkæftet, urolig og får hysteriske anfald, så tøver vi ikke med at proklamere højt, at de er en “slem” pige eller dreng.
“En historie får altid de farver, som fortælleren giver den, fra omgivelserne den fortælles i og måden, den bliver modtaget på.”
Vi handler tit efter vores selvkonstruerede ideer om, hvad vi forventer af andre. Vi har allerede besluttet, hvad vi anser som passende og respektabelt. Det, vi forstår som ædelt eller godt. Så når bare én del af dette falder, når et enkelt element af vores indre vejledninger ikke opfyldes eller vises, så tøver vi ikke med at klassificere denne person som hensynsløs, giftig eller endda ‘ond’.
At være ulven i en andens historie er ret almindeligt. Men i mange af disse situationer er det nødvendigt at analysere mennesket, som gemmer sig under den røde hætte.
Når vi føler sikkerhed i at skabe vores egne “historier”
Den lille Rødhætte er en lydig pige. På sin rejse gennem skoven ved hun, at hun ikke må afvige fra den slagne sti. Der er regler, hun skal følge. Og hun skal handle ifølge det, hun har lært. Men da ulven dukker op, ændres hendes synspunkt. Hun fanges af skovens skønhed, af fuglenes stemmer, blomsternes berøring, duften af den nye verden, så fuld af forskellige fornemmelser. Ulven i historien repræsenterer derfor intution og en anden side af den menneskelige natur i al dens vildhed.
Denne metafor hjælper os utvivlsomt med af forstå mange af de dynamikker, vi møder hver dag. Der er mennesker, der ligesom den lille Rødhætte viser en ufleksibel og reguleret adfærd. De har besluttet, hvordan forhold skal fungere. Hvordan en god ven skal være, hvordan en kollega skal opføre sig, og hvordan en perfekt søn og partner er. Deres hjerner er programmerede til udelukkende at lede efter konformitet og ensartethed. For sådan får de det, de behøver allermest: sikkerhed.
Når historien ryger af sporet: et nyt synspunkt
Men når der spilles på den forkerte tangent, når nogen reagerer, handler eller svarer anderldes end det, de forventede, så panikker de. Så er denne person pludselig en trussel. Det skaber stress for dem. En modstående mening ses som et angreb. En anderledes ide, en harmløs afvisning eller en uforventet beslutning skuffer dem dybt. De anser det som en fornærmelse og et nederlag.
Og næsten uden at lede efter det, forvente det og helt uden at ønske det, blev vi til “ulven” i historien. Den person, som fulgte sin intuition og sårede det skrøbelige væsen, der levede under hætten.
Der findes dog en anden side af historien. Vi opfører os tit som den lille Rødhætte. Den pige, som begik fejlen med at digte sin egen historie. Vi udtænker planer om, hvordan vores liv skal være. Om hvordan man får en ideel familie, og om hvordan vores bedste ven skal være. Og selvfølgelig om den perfekte kærlighed, der aldrig svigter, og som passer ind i alle andre dele af vores liv. Bare at forestille os det, fylder os med energi. Tanken om det giver os tryghed. Vi kæmper for at sikre os, at alt sker, som det skal.
Men når historien stopper med at være en historie og bliver til virkelighed, så kollapser alt. Ind kommer ulven for at fortære vores næsten umulige fantasier. Så er det på tide at ændre synspunkt.
Gode og dårlige mennesker: hvilken en er du i historien?
At være ulven i en andens historie er ikke behageligt. Der kan måske være grunde til, at vi er ulven. Uanset hvad situationen er, så kan det være ubehageligt for alle dem, der er indblandede. Men der er et basalt aspekt, vi ikke må ignorere. Nogle gange kan det, at være “den slemme” i en andens historie, hjælpe os med at være “den gode” i vores. Måske var vi helten, der kunne komme ud af et trættende og ulykkeligt forhold. Eller også var vi den person, som vovede at skrive “slut” i en historie, der ikke længere havde en fremtid. Det kommer helt an på vores synspunkt.
Ulven vil altid være styg, hvis vi kun lytter til den lille Rødhætte.
Før vi bliver til tæmmede ulve, der lever i umulige fabler, så skal vi finde vores mod. Vi skal lytte til vores egne instinkter og handle intelligent, respektfuldt og samvittighedsfuldt. At handle efter egne principper, behov og værdier er ikke ondsindet. Det er blot at leve livet ifølge sine egne instinkter. At vide, at i livets skov er de gode ikke altid så gode, og de slemme er ikke altid så slemme. Det vigtigste er at vide, hvordan vi lever sammen i ærlighed. Uden ulveskind eller hætter.