"Vilde børn" og deres adfærd i samfundet

Skrevet og kontrolleret af psykolog Roberto Muelas Lobato.

Sidste ændring: 27 december, 2022

En af de store debatter, der udgjorde en vigtig del af vores historie, handler om samfundets indflydelse i barndommen. To af de store stemmer i denne debat var Jean-Jacques Rousseau på den ene side og Thomas Hobbes på den anden. Deres ideer handlede om menneskehedens godhed og ondskab, to spørgsmål der var tæt knyttet til de såkaldte “vilde børn”.

Jean-Jacques Rousseau (1896) hævdede, at mennesket er godt fra naturens side, mens samfundet er det, der korrupterer ham. Hobbes (1588/2010) var berømt for at sige “mennesket er ulv til mennesket”, hvilket betyder, at mennesket er ondt fra naturens side, og det er mekanismer af social kontrol, der holder os fra at ødelægge hinanden.

Men hvordan ved vi, hvem der havde ret? Det er af moralske og etiske grunde umuligt at adskille et barn fra samfundet for at teste dette. Men der er børn, der på grund af forskellige omstændigheder er vokset op isoleret fra samfundet.

Disse tilfælde er kendt som “vilde børn”.

“Vilde børn” er mennesker, der i en periode af deres barndom har levet uden for samfundet. Dette inkluderer både børn, der var fanget, og børn, der var efterladt i naturen. Tilfældende er få, og i nogle er spørgsmålet om, hvorvidt de virkelig var i isolation, tvivlsomme, eller de er nærmest myter med ringe troværdighed. Der er dog mere end tyve tilfælde, der er dokumenteret og studeret.

Victor de Aveyron

Muligvis er det mest kendte tilfælde i sagen om vilde børn Victor de Aveyron. Man fangede Victor (Itard, 2012), da han var omkring 11 år gammel. Efter en uge slap han væk, og efter vinteren blev han fanget igen i et forladt hus. Lægerne fortsatte med at studere sagen på hospitalet.

En af de stærkeste teorier om Victors sag er, at han led af autisme. På grund af hans særlige opførsel, efterlod hans familie ham. Victors mange ar på kroppen var ikke på grund af hans liv i naturen, men på grund af fysiske overgreb der fandt sted før han blev fundet i skoven.

Ifølge en af de læger, der arbejdede på denne sag (Itard 1801), var Victor et utroligt beskidt barn, plaget af spastiske bevægelser og endda kramper, han rokkede frem og tilbage som et dyr i zoologisk have, og kradsede alle, der prøvede at komme ham nær. Han viste ingen tegn på affektion mod dem, der tog sig af ham, og var, i sidste ende, ligeglad med alting og viste ikke opmærksomhed overfor noget. Selvom hans fysiske udseende forbedrede sig, såvel som hans interaktion med andre mennesker, var forsøg på at lære ham at tale og opføre sig civiliseret ikke succesfulde.

Marcos Rodriguez Pantoja

Selvom der er flere tilfælde af “vilde børn”, der har boet hos dyr såsom geder, hunde, gazeller, ulve, aber osv. er mange af disse afvist på grund af manglende data, der kan verificere dem som ægte. Men Marcos tilfælde skiller sig ud for at være tæt på, og verificerbar i forhold til tidspunkt. Marcos forældre solgte ham i en alder af 7 til en ejer af land, der gav ham til en flok geder, som han levede med, indtil deres død i en hule. Efter gedeflokkens død var Marcos alene i 11 år, indtil den civile garde fandt ham. I disse 11 år var hans eneste kommunikation med andre væsner ulve.

Antropolog og forfatter, Gabriel Janer Manila (1976), studerede sagen. Årsagen til, at hans forældre solgte ham, var på grund af den socio-økonomiske tilstand af ekstrem fattigdom. De færdigheder, som Marcos lærte, før han blev solgt, sammen med hans ekstraordinære naturlige intelligens, var, hvad der gjorde hans overlevelse mulig. Mens han var isoleret, lærte Marcos at kommunikere med de dyr, han levede med, mens hans menneskesprog lidt efter lidt forsvandt.

Da han igen blev genforenet med samfundet, begyndte han at tilpasse sig til menneskernes skikke, selvom han i voksenlivet viste præferencer for livet i naturen sammen med dyr. Han udviklede også en vis animositet mod støj og lugten af byer, og fastholdte troen på, at livet blandt mennesker er værre end livet sammen med dyr.

Genie

Genies forældre (Rymer, 1999) havde problemer – hendes mor var blind på grund af grå stær og nethindeløsning, og hendes far led af en depression, der blev forværret, da Genies bedstemor døde i en bilulykke. Genie begyndte at tale senere end de fleste børn, og lægerne diagnosticerede hende med et muligt intellektuelt handicap. Af denne grund var hendes far konfronteret med frygten for, at myndighederne ville fjerne hans datter, og forstod, at han blev nødt til at beskytte hende mod farerne i omverdenen.

Genies far fængslede hende i hendes værelse. Hun kunne lave lyde og tilbragte natten i et bur. Hendes kost bestod hovedsageligt af babymad. Da hun var 13, forstod hun kun 20 ord, hvoraf de fleste var korte og negative: Stop, nok, nej… Genies vælrelse var forseglet, der var kun et lille hul, der tillod hende at se 5 centimeter af omverdenen. De øvrige beboere i huset blev forbudt at besøge eller endda at tale med hende.

Til sidst løb Genies mor væk med hende og hendes bror, så myndighederne kunne tage Genie i behandling (Reynolds og Fletcher-Janzen, 2004). Den første del af behandlingen isolerede pigen fra sin mor, og satte hende i pleje. Konklusionen var, at hun havde oplevet en regression. Hun havde det værre, end da de fandt hende. Så hun vendte tilbage til sin mor, som indså, at det var meget svært at tage sig af hende på grund af det, hun havde gået igennem i forskellige fosterhjem.

Rochom P’ngieng

Rochom (el País, 2007) var en cambodjansk pige, der farede vild i junglen, da hun var 9 år gammel og blev genfundet 10 år efter. Efter hun forsvandt fra hendes forældres gård, blev fundet 10 år efter af en landmand, der ikke vidste noget om hende, og indleverede hende til politiet.

Da hun vendte tilbage til samfundet, kunne Rochom ikke udholde tøj, hun kunne ikke længere tale, og udtrykte sig kun igennem grynt. Hun gik altid på fire ben, og når hun var alene, forsøgte hun altid at flygte. De mange ar, som hun havde, fik nogen til at tro, at hun havde været i fangenskab, og endda måske lidt overgreb (The Guardian, 2007). På et tidspunkt flygtede Rochom, og man fandt hende 10 dage senere i en septiktank. Hun blev reddet og indlagt på et hospital, hvor hun ifølge sine forældre var svag og sov hele dagen. Hun så meget bleg og svag ud.

Genintegration i samfundet

Genintegrationen af disse “vilde børn” i samfundet har ikke været let. Nogle faktorer, såsom graden af isolation, og den alder, de havde, da de forlod samfundet, er afgørende for forståelsen af deres adfærd i samfundet (Singh og Zingg, 1966). “Vilde børn”, som har været berøvet enhver kontakt med andre mennesker, som måske ikke engang har set andre mennesker, vil have større problemer. Dem, der har levet blandt dyr, kan have et bedre tilpasningsforløb.

Vikarierende indlæring er en meget vigtig del af udviklingen, og de, der har mistet det, vil have flere problemer med at udføre adfærd, som de aldrig har set før. Berøvelsen af stimuli i en meget tidlig alder vil definere disse børns erfaringer (McCrone, 1994). I denne forstand kan isolation endda begrænse kroppens bevægelser og skabe fysiske misdannelser. Andre grundlæggende færdigheder, såsom rumlig hukommelse, kan ikke udvikle sig i situationer med isolation.

Problemer med at tilpasse sig

På den anden side, især for “vilde børn”, der har levet hos dyr, er den naturalistiske intelligens (Gardner, 2010) normalt meget udviklet. Dette er evnen til at opfatte forholdet mellem arter, grupper af objekter og mennesker, der erkender forskellene og lighederne mellem dem. De er specialiseret i at identificere, skelne, observere og klassificere medlemmer af grupper eller arter af flora og fauna, som observeres, og er effektive i den naturlige verden.

Manglen på interaktioner med andre mennesker og affektive bånd er dog grundlæggende færdigheder, som “vilde børn” aldrig vil lære. På grund af dette, og den store kulturelle betydning af følelser og deres reguleringer, vil disse børn have svært ved at tilpasse sig de uskrevne regler, som styrer et hvert samfund.

Kommunikation for “vilde børn”

Udviklingen af sprog er et andet vigtigt punkt. Mennesker er ved fødslen i stand til at lave mere end 200 forskellige lyde. Samfundet vil fremhæve, hvilke af disse lyde korresponderer til det sprog, som børnene vil komme til at tale, når de bliver ældre. De børn, der ikke oplever denne tilpasning som helt unge, vil have større problemer med at udtale det vel. De samme ting sker med grammatik.

Lingvist Noam Chomsky (1957/1999) foreslog, at der er en begrænsningstid for at lære et sprog naturligt. Denne periode er tre år, og når denne tid er gået, uden at barnet lærer et sprog, vil de ikke være i stand til at udvikle de hjernestrukturer, der er nødvendige for at udvikle sprogfærdigheder. Selvom du kan lære ord, kræver en fuldkommen kommando af sproget en ekstraordinær indsats.

Som Chomsky antyder, har vi ved fødslen medfødte hjernestrukturer. Disse evolutionært dannede strukturer er forprogrammerede til at udvikle en vis adfærd eller handling, som f.eks. tale. Men hvis disse strukturer ikke modtager den nødvendige stimuli, så kan de ophøre med at udvikle sig og dermed ophøre med at være nyttige til deres formål. Derudover er det nødvendigt, at udviklingen af disse strukturer sker samtidig med udviklingen af visse andre hjernestrukturer i barnets opvækst.

“Vilde børn” udenfor filmens verden

Billedet af Mowgli, junglebarnet skabt af forfatteren Rudyard Kipling (1894), svarer ikke til virkelighedens “vilde børn”, ligesom vi ikke kan se på Tarzan som en reference. De svagheder, som disse børn lider under, gør dem ikke til revolutionære, når de går ind i samfundet.

Fremtidsudsigterne for “vilde børn” er normalt ikke gode. Efter at være berøvet stimuli og erfaringer, der er fælles for den menneskelige art, vil de gennemgå svære perioder for at udvikle visse færdigheder, som f.eks. sprog, som de ikke vil være i stand til at vende tilbage til eller genvinde bagefter.

Disse manglende færdigheder går forud for manglen på stimuli og forstærkning, der får disse færdigheder til at opstå i første omgang. Berøvelse af disse stimuli, på et kritisk udviklingsstadium, kan hindre den fulde udvikling af færdigheder som sprog eller rumlig hukommelse. Alt dette, sammen med de vanskeligheder, som terapeuter har med deres behandling, komplicerer uddannelse og reintegration.

Et af de værste konsekvenser for disse “vilde børn” er, at deres forventede levetid er meget kort. De er ikke klar til samfundet, ligesom samfundet måske ikke er klar til dem. I denne forstand er debatten om menneskehedens godhed og ondskab og om en styrende eller perverterende karakter i samfundet stadig åben.

Bibliografi:

Singh, J. A. L. og Zingg, R. M. (1966). Wolf-children and feral man. Mishawaka: Shoe String Pr Inc.

El País (2007). La última niña salvaje. Fundet i: https://elpais.com/sociedad/2007/01/19/actualidad/1169161205_850215.html

Janer Manila, G. (1976). La problemática educativa de los niños selváticos: El caso de “Marcos”. Fundet i: http://www.raco.cat/index.php/AnuarioPsicologia/article/viewFile/64461/88142

Gardner, H. (2010). La intiligencia reformulada: Las inteligencias multiples en el siglo XXI. Barcelona: paidós.

Hobbes, T. (1588/2010). Leviathan. Revised Edition, eds. A.P. Martinich og Brian Battiste. Peterborough, ON: Broadview Press.

Itard, J. M. G. (1801). De l’education d’un homme sauvage ou des premiers developpements physiques e moraux de jeunes sauvage de L’Aveyron. Paris: Goujon.

Itard, J. M. G. (2012) El niño salvaje. Barcelona: Artefakte.

Kipling, R. (1894). Junglebogen. Maximillian Publishers

McCrone, J. (1994). Wolf children and the bifold mind. og McCrone (ed.), The myth of irrationality: the science of the mind from Plato to Star Trek. New York: Caroll & Graf Pub.

Reynolds, C. R., Fletcher-Janzen, E. (2004). Concise encyclopedia of special education: A reference for the education of the handicapped and other exceptional children and adults. Hoboken, NJ: John Wiley & Sons, pp. 428-429.

Rousseay, J.-J, (1896). Du contrat social (Den Sociale Kontrakt). Paris: Félix Alcan.

Rymer, R. (1999). Genie: A scientific tragedy. UK: Harper Paperbacks.

The Guardial (2007). Wild Child? Fundet i: https://www.theguardian.com/world/2007/jan/23/jonathanwatts.features11