Skizoaffektiv lidelse: Historie, symptomer og behandling
Det primære træk ved skizoaffektiv lidelse er, at der er symptomer på skizofreni samtidig med symptomer på en lidelse indenfor det affektive spektrum (for eksempel, auditive hallucinationer, forvirret sprog og episoder med svær depression). Men de diagnostiske kriterier for denne sygdom har ændret sig over tid. For det meste sker dette på grund af ændringer i kriterierne for skizofreni og affektive lidelser.
Men på trods af alle disse ændringer i retningslinjerne, er det stadig den bedste diagnose for patienter, der ellers ville få den forkerte behandling, hvis deres læge behandlede det, som enten kun skizofreni eller kun en affektiv lidelse.
Historien bag skizoaffektiv lidelse
George H. Kirby i 1913 og August Hoch i 1921 beskrev begge patienter med blandede symptomer fra skizofreni samt affektive lidelser. Fordi disse patienter ikke blev ved med at få det værre, som de ville, hvis de havde “skizofreni”, puttede Kirby og Hoch dem i en diagnostisk gruppe sammen med maniodepressive psykoser, som Emil Kraepelin fandt på.
I 1933 opfandt Jacob Kasanin udtrykket “skizoaffektiv lidelse” for at beskrive en lidelse med symptomer på skizofreni blandet med symptomer på en affektiv lidelse. Han lagde også mærke til, at folk med denne sygdom kunne starte med at få symptomer meget pludseligt, for det meste som teenagere.
Men disse mennesker kunne normalt fungere fint i deres liv. Ofte var der en specifik stressfaktor, der kom, lige før deres symptomer startede. Og der var normalt affektive lidelser i deres familiehistorie.
Omkring 1970 var der to ting, der ændrede folks syn på skizoaffektiv lidelse. I stedet for at opfatte det som en form for skizofreni, begyndte man at opfatte det som en affektiv lidelse. Det første, der fik dem til at ændre mening var, at lithium var ligeså effektivt for folk med maniodepressiv lidelse, som det var for nogle mennesker med skizoaffektiv lidelse.
Den anden ting var, at en samlet undersøgelse udført i USA og Storbritannien viste, at den eneste grund til, at der var en forskel på antallet af patienter diagnosticeret med skizofreni, var partiskhed. Læger i USA lagde mere vægt på, hvorvidt der var symptomer på psykose, når de diagnosticerede skizofreni.
Hvordan diagnosticerer man skizoaffektiv lidelse?
Som vi nævnte før, inkluderer skizoaffektiv lidelse diagnostiske aspekter af både skizofreni og affektive lidelser. Det betyder, at måden, de diagnostiske kriterier for denne lidelse har udviklet sig på, afspejler måden, de andre to har udviklet sig på.
Det primære symptom ved denne lidelse er, at de skal have oplevet en svær depressiv episode eller en manisk en (hvilket indebærer, at man er ekstremt energisk, ikke sover meget, sætter gang i store planer og spilder en masse penge, osv.) samtidig med, at de har nogle symptomer på de aktive stadier af skizofreni (vrangforestillinger, hallucinationer, osv.)
Symptomerne på deres affektive lidelse skal også vise sig som en stor del af det aktive eller resterende stadie af deres psykotiske episoder. Manualen for diagnostiske kriterier, DSM (the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, på engelsk) lader også lægen vælge, hvorvidt en skizoaffektiv lidelse er maniodepressiv eller depressiv.
Man klassificerer en patient som maniodepressiv, hvis de episoder, de har, er blandede maniske. Det kan være enten med eller uden episoder med svær depression. Men i enhver anden situation diagnosticerer man patienten med depressiv skizoaffektiv lidelse.
Vi anbefaler også: Dissociation: En fascinerende sindstilstand
Symptomer, en person skal vise for at blive diagnosticeret med skizoaffektiv lidelse
Ifølge manualen DSM-IV (the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders-IV), er der symptomer, man skal vise for at få diagnosen på denne lidelse.
- A. En konsekvent sygdomsperiode, hvor de på et tidspunk har en depressiv, manisk eller blandet episode. Samtidig skal de også vise symptomer på kriteria A for skizofreni.
- B. I løbet af den samme periode skal de have haft vrangforestillinger eller hallucinationer i mindst 2 uger uden stærke affektive symptomer.
- C. Symptomerne, der har at gøre med den affektive del, er til stede det meste af tiden i løbet af de aktive og resterende stadier af den kliniske lidelse.
Hvordan ser man skizoaffektiv lidelse udefra?
Tegnene og symptomerne på denne lidelse er de samme som for skizofreni, maniske episoder og depressive lidelser. Men symptomerne på skizofreni eller en affektiv lidelse kan enten vise sig samtidig eller separat.
Det kan udvikle sig på forskellige måder. Der vil være cyklusser, hvor personen har det bedre og derefter værre med deres symptomer, forfulgt af en klar nedgang. Mange forskere og læger har undret sig over de psykotiske symptomer, der ikke stemmer overens med de affektive. Dette betyder, at de psykotiske symptomer (hallucinationer eller vrangforestillinger) ikke stemmer overens med patientens humør.
Generelt set, hvis disse symptomer viser sig i en person med en affektiv lidelse, betyder det, at personen er blevet fejldiagnosticeret. Dette er måske også sandt for folk med skizoaffektiv lidelse. Men vi kan ikke være sikre, for vi har stadig ikke nok information.
Symptomer på skizoaffektiv lidelse
Som vi nævnte før, er symptomerne på denne lidelse de samme som depression, mani og skizofreni:
Symptomer på depression
- Vægttab eller vægtøgning.
- Svækket appetit.
- Mangel på energi.
- Mangel på interesse i fornøjelige aktiviteter.
- Følelser af håbløshed eller værdiløshed.
- Skyldfølelse.
- For meget eller for lidt søvn.
- Manglende koncentrationsevne.
- Tanker om død eller selvmord.
Symptomer på mani
- Meget lidt søvn.
- Agitation.
- Drastisk forhøjet selvværd.
- Let at blive distraheret.
- Øget social, arbejds- eller seksuel aktivitet.
- Farlig eller selvdestruktiv adfærd.
- Hurtig tankegang.
- Taler hurtigt.
Symptomer på skizofreni
- Hallucinationer.
- Vrangforestillinger.
- Forstyrrede tanker.
- Mærkelig eller usædvanlig adfærd.
- Langsomme eller ingen bevægelser.
- Mangel på motivation.
- Problemer med at tale.
Spiller stofmisbrug en rolle i at forårsage skizoaffektiv lidelse?
Det er svært at bevise et klart forhold mellem indtagelsen af narkotika og udviklingen af psykotiske lidelser. Men der er beviser, der er klart forbundet med brug af marihuana. Jo mere cannabis en person indtager, jo mere sandsynligt er det, at de udvikler en psykotisk lidelse. Risikoen er også højere, hvis de indtager det som teenager.
En undersøgelse udført på Yale universitet i 2009 fandt frem til, at cannabinoider øger symptomerne på en eksisterende psykotisk lidelse og kan føre til tilbagefald. De to dele af cannabis, der forårsager dette, er tetrahydrocannabinol (THC) og cannabidiol (CBD).
Udover dette, bruger omkring halvdelen af alle mennesker med skizoaffektiv lidelse stoffer eller alkohol overdrevent. Der er også tegn på, at alkoholmisbrug kan føre til, at personen udvikler en psykotisk lidelse.
Indtagelsen af amfetaminer og kokain kan også føre til psykotiske episoder. Til sidst vil vi nævne, at selvom det ikke er en årsag til selve lidelsen, har undersøgelser vist, at folk med skizoaffektiv lidelse indtager mere nikotin end andre mennesker.
Hvordan behandler man skizoaffektiv lidelse?
De primære behandlingsmetoder for denne lidelse er hospitalisering, medicin, og psykosociale indgreb. De basale principper for behandlingen af denne lidelse med medicin siger, at man skal følge samme regler som for antidepressive og anti-maniske medikamenter. Man bør kun bruge antipsykotika, hvis patienten har brug for hurtig, kortvarig lettelse.
Hvis disse behandlinger til at forbedre deres humør ikke hjælper med at kontrollere symptomerne, er dette endnu end grund til at bruge antipsykotika. Nogle eksempler på disse er haloperidol og risperidone.
Medikamenterne, man bruger til behandlingen af folk med den maniodepressive form for skizoaffektiv lidelse, er lithium, carbamazepine, valproate eller en kombination af disse. Folk med den depressive type skizoaffektiv lidelse bør få antidepressive midler eller elektrokonvulsiv terapi. Det bør man altid prøve for at se, om de reagerer godt på antidepressiv behandling.
Som vi har set, er dette en kompliceret lidelse. Og det er sandt både i forhold til at definere den og behandle den. Men det vigtigste, du skal vide, er, at symptomerne på denne lidelse er de samme som for skizofreni, maniske episoder og depressive lidelser. Og det er præcis det, der gør den så kompliceret.
Bibliografi
Harold I. Kaplan, Benjamin J. Sadock. 1998. Kaplan and Sadock’s Synopsis of Psychiatry. Williams & Wilkins, Philadelphia.
Affective and Schizoaffective Disorders. 2012. Marneros, Andreas and Tsuang, Min T. (Eds.) Springer Science and Business Media, New York.